tirsdag den 26. april 2011

I Påsken har jeg...

...Været alene hjemme, da de alle 3, Christian, Birgitte og Marie har været på ferie i Senegal og Gambia, ligesom jeg selv var i januar - ahh det var en dejlig ferie. 
Billede fra ferien i Gambia
Til trods for, at jeg ikke decideret har holdt ferie havde jeg dog et par fridage, da det jo også i Mali er Påske - heldigt for mig :o) Jeg tog allerede lidt forskud på ferien, da jeg fredag, efter jeg havde sat de 3 andre IMCC’ere af i lufthavnen, mødtes med en stor del af de andre nordiske udsendte på en lille finsk bar i Bamakos udkant. Her hyggede og snakkede vi hele aftenen og blev enige om, at det ikke var sidste gang vi holdt nordisk aften!

Lørdag tilbragte jeg på den ugentlige expat-vandretur eller hvad man nu vil kalde den. I hvert fald mødes alle, de af Bamakos expats(hvoraf størstedelen er franskmænd, men sådan er det generelt her i Mali) der har tid og lyst til det, hver lørdag forskellige steder omkring i Bamakos forstæder og går eller løber en prædefineret rute, der altid slutter med en øl eller vand. Hele arrangementet går selvfølgelig ud på, at være social og se noget flot natur og afholdes derfor ikke rigtig for blot motionens skyld. Jeg fulgtes derud med Jørgen fra ambassaden, som bagefter gav god mad og fodbold på storskærm, ikke dårligt! Søndag startede også ud i den gode smags tegn, med en lækker brunch på den nyligt åbnede Comme Chez Soi sammen med igen Jørgen og vores nabo Malene som bagefter overtalte mig(det var ikke spor svært) til, at tage ud at shoppe med hende og Anne-Maria fra ambassaden som efter shopping gav nybagte boller og lækker kaffe til aftensmad, ihh de er flinke de ambassade folk :o)

Resultat af shopping
Mandag, tirsdag og onsdag stod den på arbejde på kontoret sammen med Eloi i 3 travle dage, da vi skulle have ordnet en masse så vi kunne gå på forlænget weekend med god samvittighed. Efter en del knoklen gik vi derfor onsdag eftermiddag på en velfortjent ferie. Malene, vores nabo, har også været alene i Påsken og hun og jeg har derfor lavet mad og set en masse film sammen gennem hele påsken, super hyggeligt. Udover, at hygge med Malene, har jeg fået læst en masse bøger og skrevet en del på min praktikopgave.


3 måneder af mit 12 måneder lange ophold her i Mali kan jeg, gennem en skriftlig opgave, få godtgjort som et praktikforløb og på den måde ”optjene” 20 ECTS point hvilket svarer til 1/3 af et år på studiet, således at jeg, når jeg kommer hjem kun mangler et enkelt fag og mit speciale, så på trods af mit lille Afrika eventyr kommer jeg kun 1 år bagud på studiet, lækkert! Mindre lækkert er det dog at skrive den opgave, men det skal jo gøres.

Lille screen-dump af min opgave :o)
Men jeg har dog også lavet en masse dejlige ting, blandt andet læst en del i min Marokko guide bog, da jeg jo allerede om 5 dage drager mod Magiske Marokko og mine 2 skønne veninder Line og Mia.


Jeg har også fået skypet med mine forældre(i Danmark) på samme tid som jeg skypede med min søster(i Kina) da hun fyldte 21 her i fredags. Sikke stor hun er blevet min store lillesøster, 21 og rejser rundt alene i Kina og oplever jeg ved ikke hvor meget, du er altså sej Stine og er stolt af dig og endnu engang tillykke med dagen!
Fælles skype Danmark - Kina - Mali

Den store lillesøster
Det har jo været Påske og hvad er en påske uden en Påskefrokost tænkte Malene og jeg? Så derfor arrangerede vi at der søndag skulle holdes en sådan en hos Malene. Lørdag stod den derfor på den helt store forberedelse med indkøb og madlavning så vi søndag kunne servere lækker dansk Påskefrokost med rugbrød, karrysild, laks, frikadeller fiskefilet og ja jeg kunne blive ved, alt sammen serveret på en fin gul Påskedug. Så søndag, da jeg havde hentet Christian og Birgitte i lufthavnen stadig i feriestemning og dejligt brune, spiste vi alle sammen god mad og hyggede om aftenen med film - det er nu dejligt at have dem hjemme igen :o)











Ingen kommentarer:

Send en kommentar