Anne i Afrika og resten af verden: Magiske Marokko part 1/6: Reunion i Casa

Så er jeg hjemvendt efter 2 fantastiske uger i det marokkanske. Tiden er simpelthen bare fløjet af sted og der er sket mere end et enkelt blogindlæg kan rumme, har jeg erfaret da jeg gav dette et forsøg, og jeg har af den årsag valgt af dele turen ud på hele 6 blogindlæg, da der er så meget jeg gerne vil have med ikke mindst en masse fine billeder :o)

Derfor kommer her, til en start, blogindlæg nummer uno:

Søndag nat klokken 02.00 lettede det Royal Air Maroc fly der snarligst skulle bringe mig til Casablanca og ikke mindst Line og Mia. På trods af stor spænding, fik jeg dog sovet næsten alle de 3½ timer turen tog. Vi landede – mod forventning - til tiden og ahh hvor var det skønt, at stige ud til 15 grader og en ”rigtig” lufthavn. Der var ikke mange der skulle af i Casablanca, så lufthavnen nede ved bagage båndene var næsten helt tom, men efter lidt ventetid og opdagelse af, at Marokko er 1 time foran Mali! Kom jeg ud til en fantastisk velkomst komite på 2, jubiii!

Endelig samlet igen

Det var ubeskrivelig dejligt, at se de 2 tøser igen og ikke mindre dejligt var det at finde ud af at den bil vi havde lejet gennem Mias effektive mor, var yderst fancy og ikke mindst rummelig, så med privat chauffør, god plads og tonede ruder drog vi mod centrum af Marokkos økonomiske hovedstad Casablanca. Her havde vi booket os ind på det centralt liggende Hotel Central, som var lidt skramlet, men charmerende og ikke mindst et ægte backpacker sted. Efter lidt morgenmad, en hurtig opdatering og en masse smilen gik vi direkte på hoved i seng til en ordentlig formiddags-morfar, da ingen af os havde sovet særlig meget det sidste døgns tid. Jeg var helt ør i hoved, både af mangel på søvn, men også fordi det var så dejligt endelig, at være der i Marokko sammen med de 2 damer og jeg faldt derfor i søvn med et smil på læben.

Vores værelse og Mia der hopper af glæde ;)

Udsigten fra værelset mod havnen

Til frokost, blev vi hentet af vores chauffør der havde arrangeret, at vi kunne komme hjem og besøge og spise frokost hos en familie i et af de fattigere og mindre turistede kvarterer, af Casablanca. Til trods for dette var det nu en ret så turistet aktivitet, men vi yderst lækker mad og masser af kager og the og til trods for, at det var mere en turist ”attraktion” end en egentlig invitation, var det nu alligevel en oplevelse i sig selv.

Køkken?

Sjovere syntes jeg nu det var, at slentre rundt på markedet i selv samme kvarteret. Her kunne man få alt muligt ragelse mellem himmel og jord og på det nærtliggende mad-marked, blev alle vores sanser virkelig bombarderet af lyde, smage, lugte, flotte farver og et mylder af mennesker - whoaw vi fik en på opleveren.

Tilbage på hotellet slappede vi af i de bløde divans, mens vi indtog den obligatoriske eftermiddags-the (som vi dog havde erstattet med kaffe).

I lobbyen mødte vi en sød gammel mand der, til trods for, at han hverken snakkede fransk eller engelske, inviterede os hjem på the, the som endte med at blive til et noget overdådigt kagebord. Den ældre mand boede sammen med sin kone nummer 2, sin søn og hans familie i et meget fint hus i 3 etager der havde været familiens i mange generationer. Hans kønne barnebarn snakkede heldigvis næsten flydende engelsk, så vi fik en masse af vide om både familien, huset og ikke mindst om Marokko ift. religion, trends, kultur og historie. Og således mættede på både den ene og anden måde gik vi derfra i stor forundring over denne gæstfrihed og åbenhed – mon sådan noget ville være sket i Danmark?

Deres fine stue

Barnebarnet, Mia og Line

Vores vært dyrkede entusiastisk en japansk kampsport

De havde adopteret en hjemløs killing

Det yngste barnebarn

Kagebord!

Da vi allerede skulle videre fra Casa, som byen blive kaldt af de lokale tog vi os en lille gåtur i den trange Medina(gammel bydel) inden vi vendte snuden mod hotellet og en omgang vandpibe med den skøre men karismatiske hotel bestyrer og 3 amerikanske piger.

Mia, jeg og hotel bestyrer

De 3 piger fra USA

3 piger som vi den følgende dag fulgtes med, i øs pøs regnvejr, til hvad der går for at være Casa’s største must-see, den flotte Hassan II moske.

Hassan II moskeen er den største moske i landet og den femte største moske i verden efter bl.a. Masjid al-Haram i Mekka og Al-Masjid al-Nabawi (Profetens Moske) i Medina, men moskeens minaret er dog verdens højeste med sine 210 meter. Hassan II moskeen er rejst på en lille bakke på inddæmmede arealer og næsten halvdelen af overfladen af moskeen ligger derfor ovenpå Atlanterhavet, dette både inspireret af et vers i Koranen hvor i det hedder, at Allahs trone var bygget på vandet mens også fordi Kong Hassan II ønskede at bygge denne moske på vandet, for, som han sagde så er ”Guds trone på vandet”.

Regn, moske og jeg

Indenfor i moskeen er der plads til 25.000 bedende og i moskeens tilstødende grunde kan der yderligere indpasses 80.000, således, at moskeen i alt kan rumme hele 105.000 tilbedere, der nyde godt af dens moderne detaljer, som opvarmet gulv, elektriske døre, skydetag og rulletrapper

Arbejdet på moskeen blev påbegyndt i juli 1986 og den stod færdig til indvielse den 30. august 1993.

Det tog 2.500 bygningsarbejdere og 10.000 kunstnere og håndværkere til, at bygge moskeen og den kostede statskassen hen mod 1 billion USD. Hvilket gjorde sig synligt i de mange meget fine detaljer, mindre fint er det dog, at 1 billion USD er helt ufatteligt mange penge i et land hvor næsten 50 % er analfabeter og 19% ikke har adgang til rent drikkevand.

Anstændigt klædt på

Vores guide

Smukke mosaikker

Et hammam var der også!

Men med vores indgangsbillet kan man sige, at vi gav lidt til renovation, så ikke også al det store vedligeholdelsesarbejde der er ved en bygning så tæt på havet skal betales udelukkende af statspenge. Moskeen i sig selv virkede lidt kold og død, men den var unægtelig ufattelig smuk og vi fik taget en masse fine billeder inden vi lykkelige, men våde som små hunde kørte videre mod frokost og vores næste destination, byen Fes.