Magiske Marokko part 3/6: Smuk, men skør trekking

Efter 3 herlige dage i Fes kørte vi endnu engang i mange timer gennem smukke landskaber, denne gang til byen Imilchil, en lille by i Atlas Bjergene hvorfra vores trekking eventyr skulle starte.

Vi havde hjemmefra læst om den smukke dal Aït Bougomez og havde specifik bedt om, at komme ud og trekke der. Imilchil skulle derfor blot bare være vores udgangspunkt og det var vi glade for, for selvom der var dejligt i Imilchil med ren frisk luft og store vulkanske bjerge i udkanten, så var det altså et lidt ensformigt område for et 3-dages trekking eventyr.

Om aftenen, mødtes vi med vores trekking-guide for, at få de sidste detaljer på plads og herfra var det lige som om tingene bare gik sådan lidt ned, ad bakke for os. For det første så forstod vores ”engelsktalende” guide ikke rigtig engelsk og for det andet sagde han, at Aït Bougomez, der kunne vi altså ikke trekke for det lå mindst 12 timer væk i bil og han havde aldrig hørt noget om, at det var det vi ønskede!?

Så efter en del ringen frem og tilbage med ejeren af det firma der havde arrangeret vores tur fandt vi frem til en løsning som vi syntes virkede som et godt alternativ. Nemlig, at der dagen efter tidlig morgen ville komme en firehjulstrækker og hente os og køre os til Aït Bougomez, der nu kunne nås på 6 max 7 timer, hmm? Men efter et krydsforhør af vores guide mente vi, at det hele nok skulle gå.

Atlas bjergene

Den ”engelsk” talende guide kunne dog ikke tage med os så vi fik en lokal kendt ”nomade” som han kaldte sig selv, med. Han kunne ikke meget fransk, men vi tænkte, det går nok? Og gik det så? Hmm…. For det første så endte de 6-7 timers køretur med at blive til over 10 skramlede timer i bjergenes støv med en fyr der ikke blot ikke forstod et ord fransk, men som ej heller prøvede at forstå og oveni det så syntes han selv han var åh så vittig og fantastisk. Men vi var jo på ferie og vi var jo sammen og vi prøvede derfor, at få det meste ud af tiden og fik egentlig cheeret hinanden godt op. Især havde vi mange grinture over vores ”nomade” og det gjorde selvfølgelig heller ikke turen dårligere, at der var utrolig smukt omkring os.

Efter, at have plaget om, at komme lidt ud og gå, fik vi ”lov”, at gå de sidste kilometer inden vores ly for natten, et såkaldt gîte house. Ejeren her var smadder flink og så talte han flydende fransk, aldrig har jeg været så glad for det franske, men, denne glæde var kun kortvarig for han kunne jo så informere os om, at Aït Bougomez stadig lå en 3 timers kørsel væk. Så er det jo her, man kan begynde, at spørge sig selv om vi ikke burde have set det komme fra starten af, men altså når man virkelig ønsker noget, så har man det også med, at slække lidt på det kritiske øje.

25 års fødselsdag

En god ting var dog, at han viste os nogle smukke billeder fra den dal der lå ikke langt fra vores ly og her kunne man sagtens trekke en hel dag. Derfor besluttede vi os for, at det måtte være det vi måtte gør og vi gik derfor i seng med lidt mere ro i sindet. Tidlig klokken 7 næste dag var vi så oppe og ikke meget senere afsted. Og han havde ret, ham ejeren, der var virkelig smukt i den dal. Så til trods for, at vi endte med at ”nomaden” hang os langt ud af halsen, så havde vi en skøn 10 timers trekking dag hvor vi virkelig fik catchet op på de sidste måneder, drømt om de kommende og nydt bjergene og al den smukke natur. Det gjorde derfor ikke så meget, at vi dagen efter, på min fødselsdag, måtte smadder tidlig op og køre endnu engang de 10 timer tilbage til Imilchil. Så det var altså hvad jeg lavede på min 25-års fødselsdag, kørte i støvet i en firhjulstrækker i ti timer i Atlas Bjergene. Men med det jeg allerede havde oplevet og det der lå foran mig, gjorde det dog til en dejlig 25-års ikke mindst fordi pigerne havde gaver med hjemmefra og fordi vi endte med at ”lege”, at dagen blev rykket til den 9. som derfor startede med endnu flere gaver, sang og balloner. Inden vi drog mod kamelerne og de ”rigtige” nomader i ørkenen.