Helt op på top!

Jeg elsker, at stå på ski og har gjort det lige siden mine forældre tog mig med til Saalbach da jeg var blot 2 år gammel. Selvom man vist først begynder, at have en egentlig hukommelse fra 3-4 års alderen syntes jeg, at jeg husker denne ferie som var det i går.

Eller os har jeg blot hørt så meget om den fra mine stakkels forældre, der vist ikke fik stået så meget på ski det år, som vanligt. De havde nemlig mig med og til trods for, at det eneste jeg kunne var, at stå ret op og ned på mine små ski så ville jeg partout løbe hele tiden! 

Dette løb bestod i, at min søde far bar mig hele vejen op ad en lille bakke, satte mig ned og lod mig glide ned til bunden, hvor jeg straks kommanderede: "Anne, helt op på top!".  Hvorefter han endnu engang måtte tage mig på nakken, sætte mig ned, løbe ved siden af og gentage hele turen lige indtil jeg blev træt, hvilket godt kunne tage sin tid.

Lidt fik de dog også løbet selv, skal det lige siges. Jeg var nemlig ret ferm til at stå mellem mine fars ben, vågen som sovende :)

Denne lille anekdote passer måske ikke umiddelbart så godt ind i at blogindlæg fra det varme Mali, men vores løbetur forrige lørdag mindede mig blot så meget om denne ferie og hvor lidt man - på nogle punkter - ændrer sig på 24 år ;)

Lige siden vi ankom til Mali har Christian stipuleret, at inden vi tog hjem skulle vi have løbet op til Point G (toppen af det ”bjerg” vi arbejder på og hvor det medicinske fakultet også ligger) Og når man har sat sig et mål, må man jo også prøve, at nå det. Så den lørdag trak Christian, Katja og jeg i løbetøjet og kørte sammen med Morten og Birgitte hen til bunden af bakken.

 

Undervejs blev vi assisteret af maliske tilråb og vores helt egen følgebil med fotograf og vandbærer. Og til trods for, at vi usmarte som vi var, havde valgt at forcere bjerget midt i middagsheden, kom jeg og de andre 2 Helt op på top – igen ;)