Begge selskaber fungerer primært via taletid. Man køber et simkort på gaden og det samme gøres med taletiden. Procentvis tror jeg, at taletids-kort-sælger må være en af de større professioner hernede. Det er i hvert fald aldrig svært, at få fat på, faktisk er det nærmere omvendt. For eksempel kan man sjældent gå eller køre særlig langt uden op til flere gange at blive ”overfaldet” af en taletids-sælger i vest der gjalder; Recharge, Recharge. Denne opfyldning kan man få fra 1000 CFA (ca.11 DKK) og op efter.
Et andet kommunikationsredskab der vinder mere og mere frem hernede er internettet; Alle er på Facebook, de skyper og på en hel del, hoteller, cafeer og restauranter tilbyder de gratis wifi.
Og ja internettet virker faktisk så godt, at man ofte kan sidde og høre P3 til sin morgenkaffe - men kun når det virker! På internet området er Malitel ikke rigtig med endnu og det er derfor kun Orange der er muligheden og eftersom de fleste også anvender Orange til deres mobiler, har de nærmest et kommunikations monopol. 
Og man kan ikke ligefrem sige, at dette monopol opfordrer til en god kundeservice. Vi har for eksempel hjemme i lejligheden et trådløst netværk, som faktisk koster en hel del, men som, for det meste af tiden ikke virker. Vi ringer og ringer og skælder og smælder, men lige meget hjælper det for vi har jo betalt og vi har ikke rigtig noget alternativ end, at forblive Oranges kunde, hvis vi ønsker en kontakt til verden uden for Mali, sådan bare Once in a while. Derfor sidder vi da også netop nu og venter på en tekniker igen, igen. Der kan ofte gå en hel del tid, faktisk mange dage, før en sådan en kommer og dette indlæg udgives derfor fra cafeen Amandine og ikke hjemmefra lejligheden. Men hej intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, fx har vores tur på Amandine givet os en god undskyldning, for, at gå ud og spise og derudover får vi også spillet en hel del mere Pirat Bridge derhjemme.
Og ps: så undskyld hvis jeg ikke er så hurtig på mailen ;o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar