Tominian tur og forventningens glæde

Siden sidste indlæg har der været knald på med projektet, vi har bl.a. afholdt et stort rekrutteringsevent på Universitet i Bamako(Malis hovedstad) og været på en længere tur til Tominian(der hvor vores projekt skal implementeres i fremtiden):

Guindo og Christian til eventet i fin uniform

Birgitte og vores fine banner

Eventet, der har været planlagt længe og grundigt, løb af stablen fredag(den 11.) med flotte plakater, et stort fint banner, brochurer, konkurrencer og DJ. APS præsenterede her deres organisation og deres visioner for fremtiden og ønsket om, at rekruttere flere medlemmer. Dette var selve formålet med eventet og på trods af en midlertidig strejke fra undervisernes side var de studerende mødt talstærkt op. Udover generelt, at rekruttere flere medlemmer til organisationen ønskede vi med dette event også, at gøre reklame for den rekrutteringsproces vi har gang i netop nu. Planen er, at der skal rekrutteres 12 studerede som skal være en del af vores projekt det næste år, bl.a. skal disse studerende være med til, at arbejde med de frivillige sundhedshjælpere både for at kapacitetsopbygge dem men ikke også mindst for at de medicinstuderende får erfaring og lyst til, at arbejde for og med landbefolkningen. Der var, heldigvis, rigtig stor interesse for dette og dagen var alt i alt utrolig vellykket på trods af stor stress om morgenen med at få alt til at klappe, men som det så ofte sker selvom man ikke tror det, så klapper alting jo i sidste sekund.

APS'erne igang med forberedelse af præsentation

Lørdag var hviledag og søndag formiddag stod den så igen på arbejde da vi drog afsted mod Tominian. Landcruiseren var godt læsset og tung i numsen med 4 IMCC’ere og 3 APS’ere. Vi havde nemlig, udover de 2 APS’er der er fastansatte på projektet Eloi og Balam, Samuel fra bestyrelsen med. Mange af de lokale i Tominian snakker hverken fransk eller Bambara(det mest talte sprog i Mali), de er af stammen Boi og snakker Bomu. Samuel er født og opvokset i området og taler derfor flydende Bomu og havde derfor sagt ja til, at tage med os og assistere som tolk. Mandag og tirsdag gennemførte vi så en lang række interviews med de frivillige sundhedshjælpere(Relais’er) og de frivillige administratorer(ASACO’erne) ude på 3 små sundhedsposter i byerne, Benena, Turula og Monisso. Alle disse 3 byer ligger i Tominian-kommune og det er disse 3 byer og deres sundhedsposter vores projekt fokuserer på. Interviewene blev gennemført som både fokusgruppe interviews og som enkelt interviews, med det formål, at skabe en indsigt i hvilke problemområder vi bør fokusere vores arbejde med disse frivillige på, men også for at skabe en baseline der i fremtiden kan hjælpe os til, at analysere om vores projekt har rykket ved noget.

Onsdag morgen vendte vi så næsen mod Bamako igen, undervejs havde vi dog 3 pitstops, 1 stop var hos den lokale sundhedschef i Tominian for, at takke for hans hjælp og velvillighed til, at lade os komme her og intervenere(I Mali er det generelt vigtigt, at man anerkender hierarkiet og viser folk sin taknemlighed og siger tak om og om igen), næste stop var i den nærmeste større by, San hvor vi har fundet os et lille fint hus vi kan bo i så snart projektet er klart til at flytte fra Bamako. Formålet med dette stop var såre simpelt en underskrivelse af lejekontrakten og vi var derfor hurtigt videre. Næste stop var i Regionens hovedstad Segou(også her der var festival i starten af måneden) hvor vi fik lidt tiltrængt frokost og snakkede med den regionale sundhedsdirektør, den venlige Dr. Dako som var meget interesseret i vores projekt, men også dejligt kritisk reflekterende(hvilket generelt er en sjældenhed her i Mali). Efter 12½ times rejse var vi så om aften endelig tilbage i en fin og skinnede ren(en stor tak til Pinda) lejlighed, lige i tide til Milan-Tottenham, til stor glæde for IMCC’s mandlige islæt.

Mine, engang hvide, sko efter løbetræning i Afrika

Alt i alt har det altså været en spændende uge med knald på og som afsluttes på bedste vis når mine forældre og min søster i aften lander her i Bamako for at holde ferie sammen med mig helt frem til onsdag 9 marts. En ting jeg har set frem til og glædet mig til utrolig længe og nu hvor det er ved, at være kan jeg næsten ikke vente længere, derfor har jeg idag prøvet, at adsprede mig selv med bagning og en ”lille” løbetur så jeg nu kan kalde mig afrikansk ½-maraton løber.

Grundet dette dejlige besøg kommer der nok ikke til at være den helt store aktivitet herinde på bloggen de næste 2 ½ uger. Men vi ses igen i marts :o)