Anne i Afrika og resten af verden: Besøg fra Danmark part two: On the road

Tidlig torsdag morgen, endnu før solen var stået op, drog hele familien med landcruiseren godt pakket ud af Bamako i den lette morgentrafik med mig ved roret:

Efter blot 2 timers kørsel lød en underlig lyd fra bilen og vi besluttede os derfor for, at stoppe ind hos en mekaniker i den lille by Fana. Havde vi ikke været der en gang tidligere på en af vores IMCC-ture havde jeg nok aldrig fundet ham, men her tilsmilede heldet os altså. Han var ret ferm på fingrene, så efter en kort pause hvor den medbragte morgenmad blev indtaget drog vi videre igen med et fikset hjul til kileremmen:

Andet stop blev i byen San således, at de 3 andre kunne se det hus vi skal flytte ud i, når vi engang bliver færdige med det forberedende og praktiske arbejde inde i hovedstaden Bamako. Efter San kørte vi den lille tur til Tominian, byen hvor vi skal arbejde fra i fremtiden. Fra Tominian kørte vi mod byen Djenne som var vores endestationen for dagens kørsel på en godt 600 km, puhh jeg var lidt træt da vi ankom!

Udenfor det lille "hospital" i Tominian

Den lokale resto i Tominian

For at komme til Djenne skal man over Bani floden med båd

Lokal fodboldkamp i Djenne

Djenne var tidligere, sammen med Timbuktu, et af Malis største handelscentre for varer som guld, salt og slaver, men da portugiserne etablerede handelsstationer på den afrikanske kyst, fald betydningen af den trans-Saharaiske handel og dermed også Djennes status. I dag er byen dog meget berømt for sin arkitektur, næsten alle bygninger i byen, herunder den Store Moské er nemlig fremstillet af solbagte mudder-mursten, mursten der er en blanding af mudder og snittet halm. Konstruktioner med denne slags mursten skal påføres nyt mudder mindst hvert andet år for, at holde og særligt den årlige nedbør kan forårsage alvorlige skader.

Den store moské i Djenne er den største mudder-bygning i verden og anses af mange arkitekter for, at være den største bedrift i den Sudano-Sahel-arkitektoniske stil. Den første moské på stedet blev bygget omkring det 13. århundrede, men den nuværende struktur stammer fra 1907. Ud over at være centrum for samfundet af Djenne, er det et af de mest berømte varetegn i Afrika. Sammen med resten af Djenne er moskeen i 1988 blevet udnævnt til et World Heritage Site af UNESCO, hvilket betyder at der i Djenne kun må konstrueres bygninger af mudder og de gamle ikke må rives ned.

Elektriske ledninger og indendørs VVS er generelt blevet tilføjet til mange moskeer i Mali og i mange tilfælde er moskeernes oprindelige overflade blevet flisebelagt, hvilket ødelægger deres historiske udseende og i nogle tilfælde går det ud over bygningens strukturelle integritet. Mens den Store Moské i Djenne er blevet udstyret med et højttaleranlæg, har borgerne i Djenne dog modsat sig yderligere modernisering til fordel for bygningens historiske integritet. Mange historiske preservationister har derfor også rost samfundets indsats.

En foto-session afholdt af Vogue i 1996 med billeder af sparsom-klædte kvinder, har i dag, desværre, ført til at ikke-muslimer er blevet forment adgang i moskeen. Vi fik dog set moskeen udefra samt de mange andre mudder-huse omkring i byen, der er bygget i mange forskellige byggestile, mets udbredt er dog nok den marokkanske stil med sine sirlige små vinduer. Alt dette blev ledt godt på vej af vores ivrigt fortællende guide, der gik under det famøse navn Le Boss:

Le Boss forklarer hvordan man laver mudder-mursten

Der laves mudder-mursten

Typisk marokkansk bygningskonstruktion

Djennes børn var vilde med Stine

Den Store Moské

Det lokale marked

I Djenne overnattede vi på hotel Djenne Djenno ejet af en svensk kvinde, et helt igennem fantastisk og anbefalelsesværdigt sted, hvis man lige tilfældigvis skulle komme forbi Djenne ;o)

Aftensmad på Djenne Djenno under stjernehimlen

Efter Djenne gik turen lørdag morgen mod byen Mopti, der er ”hovedstaden” i Mopti regionen. Byen bliver ofte kaldt Malis Venedig, da den ligger på tre øer forbundet af diger ved sammenløbet af Malis to store floder Niger og Bani. Mopti er reginonens kommercielle center og Malis vigtigste havn, blandt mange andre vigtige varer sælges her salt fra Sahara. Mopti er generelt popular blandt turister, bl.a. på grund af floden, dens moské og de mange små nomade fiskerlandsbyer omkring på de små øer. Den nuværende præsident Amadou Toumani Touré (blandt folket blot kaldet ATT) er desuden født i Mopti.

Piroques

Vi sejler på Bani floden

Nomade landsby

På besøg i en Turareq-lejr

De kunne ikke forstå hvorfor vi ikke ville
købe alt deres tøj

Populær hvid mand

Moskeen i Mopti, mindre udgave af den i Djenne

I Mopti mødtes vi med vore guide Line(en fyr) der de næste dage skulle guide os gennem Dogon landet. Efter, at have sejlet en tur i pirogue på de 2 floder Niger og Bani og set de andre faste tourist attractions, drog vi videre mod Dogon Landets hovedstad Bandiagara, hvor vi havde et kort stop for, at se et lille udsnit af en 3 dag lang kultur festival der var i gang i byen. Dagens endestation var byen Sangha på guiden Lines fars hotel(også kaldet et Auberge) til en lækker middag - endnu engang under stjernehimlen.

Traditionelle dogonesiske jægere

Damer i traditionel indigo klædedragt

Aftensmad på Lines fars Auberge

De næste 3 dage stod den så på trekking i Dogons fantastiske landskab, som jeg engang før har besøgt, se her for uddybende info om Dogons rige kulturelle historie.

I Dogon stod den på fantastiske udsigter, et møde med en overtro så stor, et samfund fanget i en tidskapsel børn i store mængder, stormomsuste nætter på taget under stjernehimlen på forskellige Auberges, primitive bo-forhold og ikke mindst en oplevelse ud over det sædvanlige. Så det var et træt og mættet af indtryk team der tidlig torsdag morgen (3. marts) drog de mange kilometer tilbage mod Bamakos civilisation.