En helt almindelig arbejdsuge i Afrika

Der er intet her der kan betegnes helt almindelig, men jeg prøver alligevel:

Hver morgen inden arbejde hygger vi lidt på terrassen
med morgenmad, kaffe og bøger

Vi har nu i snart 3 måneder ventet på, at vores kontor her i Bamako skulle være færdigt, bygningen står der lige så fint og flot klar til indflytning, men, men der mangler elektricitet, og et kontor med printere, computere og diverse andre elektroniske apparater uden elektricitet? Derfor er det eneste vi venter på nu, at selskabet EDM(lidt som DONG) får taget sig sammen og selvom de har været under hårdt pres fra forstanderen af ejendommen sker der ikke rigtig så meget. Hvilket fører til at vi sidder kontorløse med en lettere opbrudt og rodløs arbejdsdag, derfor har vi taget en beslutning om, at oprette et midlertidigt kontor hjemme i vores lejlighed så den er nu fyldt alle vores elektroniske apparater og diverse post-its på væggene, som en sølle erstatning for en tavle, men det fungerer nu ganske godt:

Home made tavle, african style

Men der er et andet men, nemlig det faktum, at vores hushjælp Pinda kommer 2 gange i ugen, mandag, torsdag og har brug for at lejligheden er rømmet de dage, derfor forsøger vi disse dage at være opfindsomme og findre andre steder at arbejde. Mandag blev løsningen vores lille frokost cafe Pavillion Bleu oppe på Point G hvor vi sad og arbejde det meste af dagen inden vi om eftermiddagen drog ud for at købe et lille køleskab til vores medicin.

Hele holdet venter længselsfuldt på frokost

Tirsdag: Havde vi et møde med Signe Yde, repræsentant fra Dansk Røde Kors her i Mali. Så efter det sædvanlige morgenmøde fra 8-9, kørte IMCC-holdet af sted mod Røde Korses kontorer her i Bamako for at networke lidt :-). Efter blev vi inviteret på fin frokost hjemme hos Signe i selskab med hendes mand og søde datter med en lækker kaffe(for en gangs skyld) og ananas til dessert - fantastisk! Dette hyggelige networking-møde resulterede dog i en lettere forlænget arbejdsdag, da vi havde et par opgaver der ventede hjemme, men det er nu også meget hyggeligt at sidde der samlet om aftenen rundt om bordet med lidt dejligt arbejde:-)

Morgenmøde

APS-IMCC logo i skøn forening med
Røde Kors flaget

Røde Kors flaget igen, denne gang
forenet med Christian med det nye hår :-)

Her bor Røde Kors Mali

Onsdag gik jeg i gang med det helt store mappe-show, fik ryddet op i vores noget fyldige reol og fik oprettet et fysisk arkiv til alle vores papir-dokumenter, mens resten af dagen gik med diverse skriblerier på computeren. Dagen sluttede herligt med en lækker middag på Cafe Du Fleuve med en af vores samarbejdspartnere, mums de kan virkelig lave mad der!

Lækker middag

Torsdag kom Pinda igen forbi, så efter morgenmødet fræsede vi af sted på 3 motorcykler for at tage hen til det nærliggende Hotel Colibri og fortsætte vores møde:

Mødet fortsættes

Senere på dagen drog vi hen til vores T-shirt-”pusher” for at prøve størrelser til vores team T-shirt, et meget vigtigt punkt på dagens dagsorden – for pigerne i hvert fald :-) - Derfra gik turen til på Point G, hvor vi havde arrangeret et lille hvad-sker-der-egentlig-i-den-her-kontor-sags-møde med bestyreren af den ejendom vores kontor er placeret i. Han forklarede at de midlertidig ville lave en ordning med at trække elektricitet fra den nærliggende Total tank og så lovede han, at en mere holdbar løsning snart ville være klar, men hvad er snart på afrikansk, det ville jeg godt vide?
Efter endnu en lang arbejdsdag stod den på ren afslapning om aftenen med skype og video hygge.

På vej op for at tjekke kontorlokalerne ud

Det store kontorlokale

Udsigt fra "tag-terrassen" af vores kontor

Udsigt til den anden side

Mændene på første snakker alvorligt mens Birgitte og
Balam øver deres hoppe teknik :-)

Hvis alle deres arbejdsredskaber er som denne forstår
man bedre hvorfor det tager lidt tid

Whoah hvordan var det allerede blevet fredag? Og ikke nok med det, hvordan var det allerede blevet den 29? Jeg har nu været her i 2 måneder. Men tiden flyver af sted og fredag var endnu en dag der stod i mødernestegn; først morgenmøde med hele holdet, dernæst møde mellem de 3 kasserer med temaet hvorledes finder vi penge i budgettet til at bygge et hus? Derefter det sædvanlige fredags-IMCC statusmøde som blev afbrudt af, at vi i hu hej og hast blev ringet op af vores t-shirt mand som insitererede på, at vi det samme kom ned og prøvede t-shirts i en medium selvom vi regnede med at skulle have S. Og ganske rigtigt, M var alt for stor, så nu kan vi så en 3. gang tage ned for at prøve en S. Efter dette lille t-shirt afbræk genoptog vi statusmødet.

Fredagen blev sluttet af på ægte fredags maner med en god omgang aftensmad på en amerikansk diner :-)

Uhhmm smoothie!

Dejlig fredag med burittos og burger

Smukke Dogon – Mest i billeder

Næppe var vi hjemvendt fra Ghana før vi igen drog af sted, denne gang dog med Dogon som endestation og helt og holdent som en ferietur. Dogon området, der ligger ca. 600 kms kørsel nord for Bamako er et af de mest besøgte områder i Mali og er først og fremmest berømt for sin kultur, sit trekking og sit landskab.

Der er god stemning på de bagerste rækker på vej til Dogon

Dogon området består hovedsageligt af Falaise de Bandiagara (Bandiagara skrænten), en kæmpe klippe, der strækker sig over 150 kilometer. Langs denne skrænt findes talrige små unikke landsbyer der har formået, at holde sig forholdsvis uberørt af turisme. Det mest slående billede i dette område er da også disse små landsbyer der ligger oppe langs skrænten. Fordi Dogon-folket var på flugt(fra hvem eller hvad, er der en del disputs om) byggede de deres landsbyer i selve klippevæggen således at de opnåede større sikkerhed end ved foden af skrænten eller på toppen af denne. Dogon-folket var dog ikke de første med denne ”byggestil”, før Dogon-folket ankom til området havde de tidligere beboere, kaldet Tellem, nemlig bygget deres egne landsbyer i klipperne, og resterne af disse kan stadig ses højt oppe inde i skrænten, ofte med ren og skær klippevæg over og under. Ingen er derfor helt sikre på hvordan Tellem-folket faktisk nåede deres huse, Dogon-folket mener Tellem var i stand til at flyve, men mere sandsynligt er det, at området dengang var skovklædt, så de kunne bestige skrænten via. træer, eller de kan have kravlet via. reb. Uanset hvad tilføjer Tellem-husene en underlig mystik til et område, der allerede er noget for sig. Både Tellem og Dogon landsbyerne kan i første omgang være svære at få øje på idet selve skrænten der skyder lodret op fra det omkringliggende sandede krat har den samme rød-brune farve som husene der er bygget i mudder.

Tellem landsby

Tellem

Tellem landsby igen

Tellem øverst, Dogon landsby under

Selve Dogon folket er for størstedelen animister, mens en mindre del er muslimer eller kristne, men uanset tro er alle i Dogon stærkt orienteret mod harmoni, hvilket afspejles i mange af deres ritualer. Et eksempel er deres skik omkring det at hilse på hinanden; når en Dogon møder en anden svarer den person der er ”kommet til” på en række spørgsmål om han/hendes familie, helbred osv. fra den person der allerede ”var der”. Uvægerligt, er svaret altid sewa, hvilket betyder, at alt er fint. Efter en lang række sewa’er, gentager den Dogon der er ”kommet til” ritualet. Da Dogon folket vandrer meget frem og tilbage fra landsby til landsby lyder der dagen lang, sewa, sewa, sewa overalt i Dogon. Et andet ritual rig på symboler er de traditionelle begravelses ritualer ”Damas”. Desværre er disse, på grund af ganske høje udgifter, gået hen og blevet meget sjældne og de Damas der opføres i dag skyldes ofte turisters interesse i Dogon livsstillen. Damas omfatter i høj grad brugen af talrige masker og hver landsby har deres eget maske-design, så kopier af disse er til salg næsten ved hvert eneste ”hjørne”.

View fra skrænten

Så Dogon har det hele: fantastisk arkitektur, en interessant og gammel kultur, smukke landskaber og vandrestier overalt i stedet for veje. Hvordan kan man undlade at nyde det her? – Og det gjorde vi så:

….vores ven Sory, et tidligere medlem af APS som for tiden arbejder som læge i Schweiz var kommet til Mali i sin ferie og havde tilbudt sig selv som guide til hans hjemstavn Dogon. Vi drog af sted tidlig tirsdag morgen og ankom lige efter mørkets frembrud tirsdag aften, som altid tog turen længere end forventet (ud fra hvad vi havde fået fortalt). Vores første stop var i Bandiagara den største by i Dogon området og også hvorfra de fleste ”tours” rundt til de mange små landsbyer starter. Vi overnattede på et hyggeligt ”campement” ejet af Sorys ”bror” Amadou(hernede er alle brødre blot de er noget der ligner familie, men reelt var det vist hans fætter) en yderst venlig gut der serverede lækker aftensmad bragt til os fra Sory’s forældre på den anden side af gaden.

Morgenmad hos Sory's forældre

1 dag i Dogon gik med et trek fra byen Sangha til den lille by Ereli. På vejen mødte vi en gruppe søde børn der bød os velkommen til Dogon med sang, smukke vandfald og en bunke ivrige sælgere der ville sælge deres flotte ting til os, ikke mindst de berømte Dogon masker.

De små synger

Smukt vandfald

Igen

Samme vandfald endnu engagng

En masse ivrige sælgere og deres fine ting

Der vandres

Kunstfærdigt udsmykket lille Dogon hus

I Ereli blev vi indkvarteret på endnu et ”Campement” denne gang ejet af Sorys ven Adama. Efter en god solid ris-frokost drog vi med Adama som guide til Amani for at se krokodillen, der tilsyneladende skulle have til huse der. Adama havde tydeligvis vandret denne tur før så det gik over stok og sten, det er ikke til at forstå hvordan han kunne forcere terrænet i det tempo med sine slidte blå klipklappere, men det var rart for en gang skyld at skyde et godt tempo(det sker ellers sjældent hernede - med noget som helst) og smuk natur så vi også undervejs. Kort inden Amani måtte vi gøre et holdt hos en lokal landsbyboer for at købe en af hans kyllinger til krokodillen, lidt barbarisk, men sådan gør man åbenbart. Hønens halvkvalte skrig var vist også det eneste der kunne få de dovne krokodiller frem, men så dem gjorde vi. Det med at se eksotiske dyr er ellers ikke det vi har haft mest held med tidligere, medmindre tudser og kakerlakker selvfølgelig tæller under kategorien eksotiske dyr?

Over stok, sten og vandløb på vej til krokodillen

Lille landsby hvor vi købte en høne til Mr. Crocodile

Endnu et eksempel på hvorledes Dogon folket
udsmykker deres huse

Den famøse krokodille med sin aftensmad

Efter en god solid nattesøvn var det på med vandreskoene igen, denne gang med Sory i front. I et mere alstadigt tempo begyndte vi lige så langsomt opstigning af skrænten (Falaise de Bandiagara) gennem en række små Dogon landsbyer. Klippelandskabet var helt utroligt og sikke en udsigt! - Selvom der var en gang eller to hvor det lige gik en anelse stejlt ned ad.

Tidlig morgenmad hos Adama

Baobab træ

Et klassisk eksempel på det vandrende Dogon fol

Han blev for en kort periode vores guide

Tilbage i Sangha blev vi hentet af en chauffør og vores Toyota der bragte hos tilbage til de allerede kendte omgivelser hos Amadou, Sorys ”bror”. Her hyggede vi med en god omgang Bezzerwizzer og en gammel mand der i sit forsøg på at sælge Marie en taske agerede både gris, får, ko og ged (med lyd på) for at forklare hvilket dyr skindet stammede fra. – Herlig fætter.

Fredag drog vi igen - syngende idag er det Sorys fødselsdag - mod Bamako hjem til et varmt bad og en god flaske rødvin som vores veninde Cæcile fra MSF havde medbragt.

Alt i alt var turen til Dogon helt fantastisk(nu har jeg vist brugt det ord en del gange) især var det virkelig alsidige landskab en overraskelske, det ene øjeblik følte man det som stod man i Grand Canyon, det andet i et mytisk eventyr, det tredje på en gold slette som var vi de eneste i verden, det 4. i en frodig jungle.

Ganske goldt

Lidt mere frodigt:)

Lille tiltrængt pause undervejs på vores trekking tur

Allerede lørdag var der så fuld gang i den igen, vi var inviteret til både fernisering på nationalmuseet og Sorys fødselsdag, så Marie og jeg halsede Bamako rundt for at skaffe en gave til ham, svært når man skal prutte om samtlige ting og de maliske fotohandlere ikke forstår at printe et billede ud fra USB-stick uden først at redigere det – og ikke til det bedre. Man da det kom i den ned-pruttede ramme blev det nu ok, det er jo også tanken der tæller ikke?

Grundet den længerevarende gennemsøg-Bamako-for-en-gave-tur, nåede vi kun tidsnok til Nationalmuseet til at høre kulturministeren og den danske ambassadør Tine åbne udstillingen ”North meets West”. En international kunstnerisk workshop og udstilling iværksat af 2 nordmænd fra Universitetet i Oslo. Projektet har kørt her i Bamako fra 1. oktober til 17. oktober, med det formål at skabe en international platform for kulturel forståelse, et af de vigtigste aspekter i projektet har været dokumentationen af hele processen og derfor var en norsk journalist blevet inviteret til at deltage for at interviewe kunstnerne og reflektere over deres motivation og mål for at være en del af et multikulturelt kunstprojekt.

Tilfældigvis havde vi på en afslappet pool-tur(Mandé hotel) mødt omtalte norske journalist og hjulpet hende med det franske, hvilket resulterede i en invitation til åbningen.

Blandt kunsterne fra nord var danske Bjørn Nørgaard som vores norske bekendte introducerede os for, så derfor stod vi der og tjattede lidt med ham om kunst, meget mærkeligt og ret VIP-agtigt, især da vi bagefter stod med pindemad og en drink i hånden ude i den flotte have foran.

Foran Bjørn Nørgaards kunstværk

Balam, Marie og Cæcilie med lækre drinks

Selvom vi kom for sent var vi de første der ankom til Sory’s fest og det, der skulle starte k 19.30 startede vist først reelt 21.00, men vi fik lækker mad og stemningen var hyggelig, omend noget anderledes end den, vi kender derhjemme fra, i stedet for øl mv. var der masser af sodavand og da kæresteparret (Sory og hans kæreste) kyssede var festen og gæsterne på ”sit” højdepunkt, men hyggeligt var det, især da vi sad og spiste med fingrene i bælgravende mørke pga. endnu et strømsvigt. Da der kun var den ”hårde” kerne tilbage drog vi mod Bamako centrum for at finde en bar hvor man kunne få sig en øl eller 2, men meget mere blev det heller ikke til, men det var vist også vildt nok i sig selv. Vi endte dog alligevel med først at være hjemme kl. 3, men et lille stop hos en enlig politimand der øjnede chance for et ekstra tillæg i den mørke nat og hårdnakket postulerede at vores pas-kopier på ingen måde var en tilstrækkelig form for id og derfor først lod os gå efter en del diskuteren frem og tilbage, gjorde hjemturen lidt længere end forventet, men alt i alt en helt fantastisk uge og en helt fantastisk 1. ferie!

Mali, Burkina Faso, Ghana og malaria – alt sammen på under 1 uge

Drengene klargører bilen til en omgang regn

Deres publikum

I Ghana har vi som tidligere nævnt et søsterprojekt som nu snart har kørt i ikke så få år. Da vi er helt grønne her i Mali og da Ghana jo ikke ligger mange kilometer væk besluttede vi os for at drage på en inspirationstur til den øverste del af Ghana, nærmere bestemt byen Tumu. Ruten bragte os først gennem den lille by Tominian, den by i Mali vores projekt retter sig mod, så i samme ombæring fik vi lige ordnet et par praktiske ting med folkene derude, som lige nu (som os) venter i spænding på, at vi kommer og bor ude blandt dem, vi mangler dog bare lige et sted at bo, en ”mindre” detalje vi arbejder hårdt på at få løst.

Tidlig morgen foran Eco Sahel

I Tominian overnattede vi hos en NGO; Eco Sahel, folkene der var virkelig søde men det samme kan man dog ikke sige om de 1 millioner forstørrede græshopper, kakerlakker, frøer og andet godt-”folk”. Men vi overlevede natten og drog tidligt næste morgen videre mod Burkina Fasos grænse, grænseovergange hernede er en prøvelse og man kan sagtens sætte en lille times tid af til at passere; tolden i Mali, grænsen I Mali, tolden I Burkina og grænsen i Burkina, de eellllssker åbenbart papirarbejde. I Burkina overnattede vi i hovedstaden med det velklingende navn Ouagadougou.

I den smukke morgen sol kører vi fra Mali til Burkina

Endnu en tidlig morgen, denne gang i Ouagadougou

Selvom køre-turen var hård, var humøret højt

Fra Ouagadougou til Tumu er der reelt kun en 3-timers kørsel, men da vores rute lå ganske tæt(troede vi) på nationalparken Parc de Nazinga, havde vi planlagt at køre der forbi se lidt på ewlefanter og krokodiller. Men ak, vejen dertil var ikke helt let at forcere hvilket resulterede i, at vi nåede ude til Nazinga, kun i tids nok til at vende slukørede om og sætte næsen mod Tumu, hvis vi skulle nå det inden grænse-lukning og mørkets frembrud. Begge dele nåede vi kun på et hængenede hår så det var en lettelse da vi efter små 30 timers svedig kørsel, de sidste par dage sad trygt og godt med en kæmpe portion spaghetti kødsovs foran os, hjemme i IMCC-Ghana huset.

1. dag i Tumu, vi beundrer IMCC kontoret udefra

Møde med Ghana teamet



Tumu by

 

Dagene i Ghana gik forbløffende hurtigt, det var skønt at se de andre IMCC'ere igen, men desværre måtte jeg ligge mig med den afrikanske "influenza" malaria og havde derfor ikke verdens sjoveste tur. Det havde Dr. Eloi til gengæld, efter en festlig rødvins og øl aften, hoppede og dansede fyren, der normalt er det mest stille væsen man kan forestille sig, rundt alt i mens han skrålede, thank you, thank you, så lidt engelsk fik han da fanget på turen:)

De 2 shopaholics Balam og Eloi på marked i Tumu

I Tumu bor der mindst lige så mange æsler som Ghanesere


Som en del af vores ophold var vi med Simon og Kirsten til
en Health Talk om TB, HIV og malaria ude i en lille by ikke
langt fra Tumu, for at  det hele ikke blot skulle være et kedeligt
foredrag indledte man "talken" med traditionel dans og musik

De to læger holder foredrag om malaria, jeg lytter godt efter :)

De 3 IMCC Mali tøser er populære blandt børnene

Turen i Ghana blev afsluttet med en god omgang volley



Den smukke sø i Tumu, opholdssted for den lokale krokodille
som desværre ikke viste sig under vores ophold

Efter en tur der ikke gik helt efter planen ankom vi så tidlig formiddag endelig til lejligheden i Bamako igen - home sweet home!

Tiltrængt afslapning ved poolen på Mandé hotel i Bamako

Den skønne udsigt over Niger floden, fra poolen,
så kan man ikke andet end at falde helt ned.