Tominian tur og forventningens glæde

Siden sidste indlæg har der været knald på med projektet, vi har bl.a. afholdt et stort rekrutteringsevent på Universitet i Bamako(Malis hovedstad) og været på en længere tur til Tominian(der hvor vores projekt skal implementeres i fremtiden):

Guindo og Christian til eventet i fin uniform

Birgitte og vores fine banner

Eventet, der har været planlagt længe og grundigt, løb af stablen fredag(den 11.) med flotte plakater, et stort fint banner, brochurer, konkurrencer og DJ. APS præsenterede her deres organisation og deres visioner for fremtiden og ønsket om, at rekruttere flere medlemmer. Dette var selve formålet med eventet og på trods af en midlertidig strejke fra undervisernes side var de studerende mødt talstærkt op. Udover generelt, at rekruttere flere medlemmer til organisationen ønskede vi med dette event også, at gøre reklame for den rekrutteringsproces vi har gang i netop nu. Planen er, at der skal rekrutteres 12 studerede som skal være en del af vores projekt det næste år, bl.a. skal disse studerende være med til, at arbejde med de frivillige sundhedshjælpere både for at kapacitetsopbygge dem men ikke også mindst for at de medicinstuderende får erfaring og lyst til, at arbejde for og med landbefolkningen. Der var, heldigvis, rigtig stor interesse for dette og dagen var alt i alt utrolig vellykket på trods af stor stress om morgenen med at få alt til at klappe, men som det så ofte sker selvom man ikke tror det, så klapper alting jo i sidste sekund.

APS'erne igang med forberedelse af præsentation

Lørdag var hviledag og søndag formiddag stod den så igen på arbejde da vi drog afsted mod Tominian. Landcruiseren var godt læsset og tung i numsen med 4 IMCC’ere og 3 APS’ere. Vi havde nemlig, udover de 2 APS’er der er fastansatte på projektet Eloi og Balam, Samuel fra bestyrelsen med. Mange af de lokale i Tominian snakker hverken fransk eller Bambara(det mest talte sprog i Mali), de er af stammen Boi og snakker Bomu. Samuel er født og opvokset i området og taler derfor flydende Bomu og havde derfor sagt ja til, at tage med os og assistere som tolk. Mandag og tirsdag gennemførte vi så en lang række interviews med de frivillige sundhedshjælpere(Relais’er) og de frivillige administratorer(ASACO’erne) ude på 3 små sundhedsposter i byerne, Benena, Turula og Monisso. Alle disse 3 byer ligger i Tominian-kommune og det er disse 3 byer og deres sundhedsposter vores projekt fokuserer på. Interviewene blev gennemført som både fokusgruppe interviews og som enkelt interviews, med det formål, at skabe en indsigt i hvilke problemområder vi bør fokusere vores arbejde med disse frivillige på, men også for at skabe en baseline der i fremtiden kan hjælpe os til, at analysere om vores projekt har rykket ved noget.

Onsdag morgen vendte vi så næsen mod Bamako igen, undervejs havde vi dog 3 pitstops, 1 stop var hos den lokale sundhedschef i Tominian for, at takke for hans hjælp og velvillighed til, at lade os komme her og intervenere(I Mali er det generelt vigtigt, at man anerkender hierarkiet og viser folk sin taknemlighed og siger tak om og om igen), næste stop var i den nærmeste større by, San hvor vi har fundet os et lille fint hus vi kan bo i så snart projektet er klart til at flytte fra Bamako. Formålet med dette stop var såre simpelt en underskrivelse af lejekontrakten og vi var derfor hurtigt videre. Næste stop var i Regionens hovedstad Segou(også her der var festival i starten af måneden) hvor vi fik lidt tiltrængt frokost og snakkede med den regionale sundhedsdirektør, den venlige Dr. Dako som var meget interesseret i vores projekt, men også dejligt kritisk reflekterende(hvilket generelt er en sjældenhed her i Mali). Efter 12½ times rejse var vi så om aften endelig tilbage i en fin og skinnede ren(en stor tak til Pinda) lejlighed, lige i tide til Milan-Tottenham, til stor glæde for IMCC’s mandlige islæt.

Mine, engang hvide, sko efter løbetræning i Afrika

Alt i alt har det altså været en spændende uge med knald på og som afsluttes på bedste vis når mine forældre og min søster i aften lander her i Bamako for at holde ferie sammen med mig helt frem til onsdag 9 marts. En ting jeg har set frem til og glædet mig til utrolig længe og nu hvor det er ved, at være kan jeg næsten ikke vente længere, derfor har jeg idag prøvet, at adsprede mig selv med bagning og en ”lille” løbetur så jeg nu kan kalde mig afrikansk ½-maraton løber.

Grundet dette dejlige besøg kommer der nok ikke til at være den helt store aktivitet herinde på bloggen de næste 2 ½ uger. Men vi ses igen i marts :o)

Festival på Niger floden

Så har jeg allerede været tilbage i Mali i næsten 3 uger og vi er godt på vej mod midten af februar, sikke tiden flyver af sted!

Knapt var jeg kommet hjem fra ferie i Senegal og Gambia før jeg tog mig en forlænget weekend og smuttede til stor musik festival i byen Segou ved Niger floden. Segou festivalen afholdes og organiseres af en forening for hotelejere og restauratører der ønsker at fremme turismen i Segou. Efter at den 1. og 2. festival, i henholdsvis 2005 og 2006, blev en kæmpe succes, har festivalen været et årligt tilbagevendende event. Ud over en rent økonomisk udvikling af Segou ønsker folkene bag Festival sur le Niger også at skabe et perspektiv for bæredygtig udvikling baseret på kulturel-turisme, hvor mødet mellem folk fra hele verden er en langt vigtigere del end det disse folk rent faktisk forbruger. Dette kulturmøde er et af hovedformålene med festivalen, men foreningen har også en lang række andre mål på dagsordenen, blandt dem kan bl.a. nævnes, at bidrage til sikring af Niger-floden, gennem konkrete handlinger, før, under og efter festivalen.

Reklame for årests festival ses overalt i Mali

Men mest af alt er det er som sagt en kæmpe musik begivenhed hernede og folk valfarter til Segou, derfor kan det også være svært med overnatningsmuligheder. Marie havde dog heldigvis skaffet et telefonnummer til en venlig familie der lejede et værelse ud under festivalen, så da jeg var hoppet af bussen fik jeg ringet og blev hurtig hentet af en lille tyk og venlig mand på den sædvanlige jakarta scooter. Hjemme hos familien måtte jeg vente ret så længe på, at værelset blev gjort rent selvom jeg var utålmodig og trippede efter at komme ind på festival pladsen. 2 timer og en del trippen senere kørte samme mand på samme jakarta mig ind mod centrum, festival, Marie og hendes ven Naby. Da de to allerede var ”hærdede” festival gangere viste de mig den lille plads, som ikke var ovenud imponerede, men dog hyggelig og forholdsvis struktureret og med et, for Afrika, anderledes chill-agtigt beat. Vi så dans og lyttede til lidt musik i løbet af dagen og slappede ellers bare af ved Niger flodens smukke bred.

Traditionel dans og musik i dagtimerne

Om aftenen gik det løs med alle de store kunstnere til et brag af en koncert på Niger floden, bl.a. så spillede Toumani Diabate, som også kommer på dette års Roskilde, uhh det gad jeg virkelig godt jeg kunne deltage i! Efter koncerten tog vi hen og hørte lidt mere intim kora musik på byens in-bar, hvis man det ellers kan tale om et sådant sted i Segou. Marie havde undervejs tabt sin mobil, men en meget ærlig mand fandt den, ringede til det sidste kaldte nummer – mig – kom og afleverede den og kørte os senere på natten hjem. Herfra gik tingene dog lidt ned ad bakke, den flinke familie jeg boede hos havde låst porten og sov fra mindst 10 opkald så jeg endte med, at måtte krybe sammen i Maries lille seng hos en af Nabys venner der i forvejen ikke rigtig havde plads til ham og Marie, men ahh Malisk gæstfrihed!

Toumani skaber stemning og fest

Jeg var lettere smadret lørdag så besluttede mig for, at droppe lørdagens og søndagens koncerte og istedet tage eftermiddags-bussen tilbage til Bamako, jeg havde åbenbart ikke heldet med mig denne weekend og dette skulle derfor vise sig, at være et dårligt valg: Den bus der skulle afgå kl. 15.00 afgik først kl. 17.00 - ok meget normalt hernede - men pga. utrolig lav hastighed og utallige pit-stops hvor folk skulle jeg ved ikke hvad, spise, drikke, strække benene, men 10 gange på 240 km, why? Turen endte i hvert fald med et tage 6 timer imod de normale 3 og jeg var derfor først tilbage i lejligheden kl. 23.00, lettere træt og radbrækket, men dog en oplevelse rigere! :o)

Souvenirs fra festivalen; årets program og armbånd

Senegambia tur-retur

Er netop hjemvendt fra dejlig ferie, en anelse mere solbrun, en anelse mere energi-opladet og en masse oplevelser rigere. Så derfor får i også her et relativt langt indlæg med en masse billeder:

Torsdag aften satte Mali-familien mig af i Bamako lufthavn hvorfra jeg fløj små 2 timer til nabolandet Senegals hovedstad Dakar. Mange kender sikkert Dakar af navn fra rallyet Paris-Dakar, et offroad-rally, som har været afholdt siden 1978 og som oprindeligt blev kørt fra Paris til Dakar. Fra 2009 har man dog og desværre, af sikkerhedsmæssige årsager, flyttet rallyet til Argentina og Chile.
I Dakar havde vi booket os ind på et fint og hyggeligt lille hotel, Hotel Cap Ouest, helt ude ved vandet, her sad jeg efter ankomst som den eneste og hang lidt i baren inden jeg kørte ud til lufthavnen for, at mødes med Nicolai. Selvom vi, mig og min nye gode ven taxa-mand, måtte vente lidt over en time i den kølige nat var det skønt endelig, at se et velkendt ansigt fra Danmark :o)

Udsigt fra vores værelse på hotellet i Dakar

Fredag blev brugt på at udforske området Yoff hvor hotellet lå, stirre sig blind på det smukke Atlanterhav og spise lækker lokal Senegalesisk mad i Dakar centrum med dertilhørende fin live Kora-klimten og sang på lokal sproget Wollof.

I Yoff

Street food ala Dakar

Nationalbanken

Lørdag stod i historiens tegn ude på den lille ø Île de Gorée, der er mest kendt og besøgt for "Slavernes hus", den største omlastningsplads for mennesker under slavehandelen fra 1400- til 1800-tallet. Øen var dog derudover også et syn værd, meget smuk, historisk og kontrastfyldt med det slidte slavekvarter og slavehandlernes elegante boliger og sidst men ikke mindst rolig og afdæmpet ift. hektiske Dakar centrum:

Île de Gorée

Ikke et sted man sådan lige flygtede fra

Håndskårne souvenirs

Symbol på slavernes frihed

Flere souvenirs

Sidste aften i Dakar blev afsluttet med frisk fangede og frisk grillede kæmpe rejer helt ude på Afrikas vestligste punkt, Pointe des Almadies:

Søndag rejste vi med en såkaldt 7-place taxi hele vejen til den Gambiske grænse og derfra med båd fra den ene bred til den anden, da floden Gambia River deler det lille land, der ligger som en ø midt i Senegal, i 2. Enten lignede vi åbenbart et par oplagte drug-smuglers ellers også er de bare meget omhyggelige i Gambia for vi fik i hvertfald gennemrodet al vores baggage hele 3 gange efter grænseovergangen.

Ikke stor, men kan altså rumme 7 passagerer+baggage

I Gambia havde vi booket os ind på det hyggelige familie-hotel Luigis et lille stykke fra det meget turistede charter-centrum omkring den såkaldte Senegambia-strip, heraf også inspirationen til indlæggets titel:

Morgenmad i Gambia

To af mine gode venner fra Luigi's

De første par dage var det ret så overskyet og ”koldt”, men til trods for den manglende varme og deraf også manglende lyst til at kaste sig i Atlanterhavets bølger var det skønt bare, at kunne sove længe, spise lækker mad, læne sig tilbage med en god bog eller 3 og udforske området omkring.
Ud over at lave ingenting besøgte vi et lille naturreservat fyldt med en masse og på ingen måde sky(til tider lidt for modige til min smag) aber, gik lange ture på stranden, tog på et ægte-charter båd cruise hvor vi fik nydt solen der nu endelig havde besluttet sig at komme frem, set nogle af Gambias mange fugle og læst lidt mere:)

Der fiskes til aftenmaden

Søde, meeen...

... også ret frække!

Lidt klatring i et af de mange Baobab træer

Vores søde abe-park-guide

Alle Gambias skoleelever skulle åbennbart en tur på stranden

På vej på et lazy båd-cruise

Prøver at spotte flere fugle

Efter at have ligget på langs en hel dag besluttede vi os for torsdag, at leje cykler og køre til den nærliggende fiskerlandsby Tanji, efter blot nogle få kilometer stoppede turist-perimeteren pludselig brat og vi var med et midt i ingenting og nåede der mindede lidt mere om det af Afrika jeg indtil videre har set. I Tanji besøgte vi også et lille etnografisk museum hvor de blandt andet på en fin måde fik fremstillet de forskellige lokale håndværk blandt andet vævning:

Turist-fri strand

Der væves

Fiskerbådene er på vej ind

Nicolai giver en hånd med

Fredag nåede jeg en tur i det lille men forholdsvis kendte Abuko Nature Reserve, hvor det dog ikke vrimlede med dyr, men derimod bød på en smuk lang gå-tur. Om eftermiddagen hoppede jeg langt om længe i havet og nød frisk frisk frugt udskåret af de lokale frugtdamer som åbenbart alle sammen hed Fatima og ikke mindst så fik jeg købt rugbrød i det nærtliggende supermarked!

Vampyr-træ(suger næring fra andre træer) i Abuko

Et af de få dyr i Abuko

Farvel til smukke Gambia

Tidlig lørdag morgenvar det så blevet tid til at tage afsked med Gambia, der til trods for de mange sælgere og de utallige standard tilnærmelses-sætninger; hello whats you name, where you from, first time in Gambia? Var dejlig og det føltes lidt trist, at forlade landet og på ny krydse grænsen til Senegal da det også betød at ferien snart var ved at lakke mod enden.
Turen tilbage til Dakar var hård og ret så præget af ikke meget held. For det første er det åbenbart national gør-gaderne-rene-dag fra kl. 09.00-13.00 hver den sidste lørdag i måneden, hvilket betød at al trafik var nedlagt i dette tidsrum. Dette medførte, at vi måtte vente 2 timer på færgen der åbenbart også var påvirket og måtte købe os et carte blanche hos den lokale politimester for, at køre den halve time fra Barra til grænsen. Her fik vi hurtigt fat i en 7-place og turen i denne gik som fint nok, men efter at solen havde besluttet sig at komme frem var det ulideligt varmt helt deromme bagi hvor vi var stuvet sammen og oven i det var der kø hele vejen fra Dakars forstæder og ind i byen, så turen der kun er lidt over 300 km lang endte os alt i alt med at tage 12 timer, puhh herefter var en seng på vores Dakar hotel tiltrængt!

Færgen fra Gambias hovedstad Banjul til Barra

På trods af en hård rejsedag lørdag, nåede vi dog, at få en rigtig god søndag i Dakar som gik med, at besøge det utrolig grimme og bombastiske renæssance monument: En 52 meter høj bronze statue der blev konstrueret efter anmodning fra præsident Abdoulaye Wade, monumentet skal forestille en afrikansk familie,  og blev officielt åbnet den 3 april 2010 under fejringen af halvtredsårsdagen for Senegals uafhængighed.

Monumentet er ifølge Wade et symbol på det afrikanske kontinents værdighed; et Afrika der forlader jordens indre mørke for at gå mod lyset - en anelse for højtravende måske? Projektet har været ret så omdiskuteret og kraftigt kritiseret bl.a. fordi mange af byen imamer mener det strider mod islam, det har krævet store økonomiske omkostninger og derudover kritiserer feminister den forsænkede kvindernes stilling i skulpturen. Men hvor om alting er så var der en fantastisk udsigt over byen deroppe fra :-)

Herefter blev der shoppet-amok i centrum blandt rutinerede sælgere, spist lækker lokal fast-food og endnu engang fik vi nydt havet på en kyststrækning der med lidt fantasi kunne minde om Miami:

Miami? ;-)

Senegal er en gammel fransk koloni så på hotellets store fladskærmstv havde de en masse franske kanaler og heldigvis også en der viste finale kampen Danmark-Frankrig, puhh det var godt nok nervepirrende og en lidt ærgelig slutning, men alligevel sejt gået af de danske håndbold herrer.

Vi trøstede os over nederlaget med en stor kop kaffe og en ægte fransk pain au chocolat inden der stod pakning og en sidste omgang aftensmad på programmet.

Mikkel Hansen scorer igen!

Og ja, mandag morgen var jeg så hjemme igen i Mali, det var dejligt at komme hjem til en varm hilsen og et stort smil fra vores vagt Seidou og vores rengøringshjælp Pinda, der med det samme vaskede alt mit meget beskidte rejsetøj - hvor forkælet har man lov at være?
Mandag stod også på en lang og udførlig briefing over status på projektet udført af Marie over en stor kop kaffe på vores ”stam-cafe”, kun en lille scooter tur fra lejligheden. Så det var ret meget lige på og hårdt, men følte mig også ret meget i stødet efter en dejlig ferie i Senegambia!