Som nævnt
en gang før , skal vi under vores ophold her i Mali skrive en række artikler til IMCC Ulands hjemmeside samt en række studieblade. Da jeg generelt ikke får skrevet så mange arbejds-relaterede indlæg tænkte jeg, at når artiklen nu alligvel var skrevet kunne jeg jo lige lade den være denne uges blogindlæg:
En tidlig onsdag morgen drog undertegnede, i selskab med to kooperanter fra APS og en fra IMCC af sted for, at gennemføre en prætest af spørgeskemaet til vores fremtidige og meget omfattende KAP studie. Det blev en lærerig og indtryksfuld dag.
Artikel skrevet af Anne Bendix Hansen, udsendt med IMCC Uland i Mali i perioden 2010-2011
KAP studier - hvordan og hvorfor?
Knowledge,
Attitude and
Practice studier, eller blot KAP, er studier der er specielt designede til, at måle ændringer i den menneskelige viden, holdning og praksis i forhold til en specifik intervention. Specielt designede, fordi de fokuserer helt konkret på den viden, de holdninger og følelser, og den praksis (adfærd) en bestemt population har i forhold til dette specifikke emne. KAP-studierne er gennem de sidste 40 år ofte blevet anvendt og værdsat af såvel NGO’er som nationale regeringer, FN-agenturer og Verdensbanken. Især er disse studier anvendt inden for områder som folkesundhed, vand og sanitet, familieplanlægning og uddannelse. Fordelen ved KAP-studier er, at de generelt er langt mere omkostningseffektive og ressourcebesparende end andre sociale forskningsmetoder. Ethvert KAP studie er nemlig unikt i forhold til en bestemt
setting og designet til et bestemt formål, hvorimod sociale
surveys ofte dækker over en større skare af sociale værdier og aktiviteter.
Bag KAP-tanken ligger en ide om, at en indsigt i de tre dimensioner; viden, holdning og praksis, vil tillade et projekt, at spore ændringer i disse over tid, og kan gøre det muligt for projektet at skræddersy aktiviteter til de behov befolkningen har. Et KAP-studie kan gennemføres to gange; præ og post intervention/projekt, med henblik på, at være i stand til at måle indvirkningen af interventionen/projektet. KAP studier har, som alle andre studier, selvfølgelig også en række ulemper. De er bl.a. meget begrænsede i deres omfang. De har en implicit antagelse af hvad viden, holdning og praksis er og så antager de ofte, at data, som studiet genererer, giver nøjagtige oplysninger om viden, holdninger og praksis. Vi har undervejs i vores konstruktion af spørgeskemaet været særligt opmærksomme på disse problemer og vil også på længere sigt udføre vores efterfølgende analyser baseret på viden om manglerne i undersøgelserne.
|
Interview nummer 1 |
At præteste – formålet med det hele
Formålet med vores lille tur til Senou var ikke som sådan, at udføre en præ-KAP, men derimod at foretage en prætest af vores KAP-spørgeskema. Før man udfører ethvert studie, kan en prætest nemlig være et vigtigt element, da en sådan test kan være med til, at finde de stærke og svage sider af ens undersøgelse og dermed øge sandsynligheden for at ens undersøgelse er pålidelig og spørgsmålene forståelige.
Vi valgte, at udføre deltagende prætests, hvor vi fortalte de adspurgte, at det de deltog i, var en form for prøve af vores spørgeskemaer, for at undersøge hvorledes disse fungerede. Derfor blev respondenterne også til slut bedt om, at forklare deres reaktioner på spørgeskemaet og de specifikke spørgsmåls ordlyd, orden og forståelsesgrad. Dette vil gøre os i stand til at afgøre, om vores spørgsmål er forståelige for kommende respondenter.
Observanten observerer
I det tidlige morgengry drog vi derfor af sted i Landcruiseren væbnet med rygsække, drikkevarer, kuglepenne og klargjorte spørgeskemaer, i vores fine nye APS-IMCC t-shirts, mod forstaden Senou, ad en klassisk rød og bumlet jordvej. Følgende er et uddrag af de mange indtryk og observationer jeg gjorde mig undervejs.
|
Observationer |
Vi sidder i en rolig gårdhave, rundt omkring os ligger tomme batterier, gamle bildæk, slidte klipklappere, plasticflasker, alskens ting i farverigt plast, store sten og gamle papkasser. Folk kommer og går, og i baggrunden høres lyden af en hakke, dump, dump, dump. I det hele taget flyder hverdagen roligt og støt af sted på overfladen, stort set uanfægtet af vores tilstedeværelse.
I det ene hjørne af gården sidder det ene hold bestående af interviewer Balam og observant Birgitte og interviewer en meget smuk og alvorlig ung kvinde med et lille barn. I det andet hjørne sidder Eloi og undertegnede. Vi sidder under et skyggefuldt mangotræ, på hvad der nu lige er tilgængeligt for os, hvilket i dette tilfælde er en skrammet bænk, en brønd og ødelagte stole. Der blæser en kølig vind og solens varme stråler har endnu ikke fået fat. Mine tæer er kolde og jeg har gåsehud. Interviewer og informant sidder fordybet og pludrer på bambara, jeg forstår intet, men observerer og noterer løs. I indgangen til gården står 2 små drenge, hånd i hånd med beskidte ansigter og efterladenskaber fra en forkølelse under næserne. De observerer forundrende ”toubabou” observanterne - Birgitte og jeg. I gården sidder også 2 andre kvinder og følger opmærksomt med, engang imellem råber de noget uforståeligt til hinanden, i det der vrede toneleje de maliske kvinder af en eller anden grund ofte bruger. Interviewet fortsætter, og jeg funderer over alle de teknikker og finesser omkring det, at interviewe, jeg har lært på studiet og hvor forskellig praksis er fra teori. Midt i interviewet får en lille pige lidt af informantens sodavand i en skrammet plastic kop og interviewer og informant griner, men jeg ved ikke af hvad, jeg er, som så ofte før, en udenforstående og uoplyst person i denne fantastiske og skøre verden.
|
Eloi interviewer |
Vi når til sidste række af spørgsmål og der breder sig en duft af grill godt drevet frem af vinden, der også blæser det røde støv rundt, alt imens to gekkoer leger fangeleg på jorden. Solen er nu brudt frem, men dens varme når os ikke under mangotræets tykke skygge, og jeg er stadig kold om tæerne.
Efter, at have udført endnu et par interviews som dette, har klokken nærmet sig middagstid. Solen har nu fået fat, og det er tid for os, at drage hjemad. På hjemturen funderer jeg endnu engang over teori og praksis og hvor forskelligt den virkelige verden er fra mit erhverv som folkesundhedsvidenskabsstuderende og skolebænkens faste rammer, alt imens jeg håber at vores dag i dag vil føre nyttige resultater med sig i fremtiden.