Arbejdsfri weekend med bryllup og vandfald

 Denne her weekend havde vi sat os for IKKE at arbejde, et mål hvilket gik forbløffende godt!

Den sædvanlige velkomst komite

Lørdag var vi inviteret til bryllup hos en af de tidligeres APS'ere; Abdias's lillebror. Jeg glædede mig til at se hvordan sådan noget foregik med tøj, mad dans osv. Efter lidt forvirring og en anelse frustration fra vores side omkring starttidspunktet, kørte vi omkring middag til det yderste af Bamakos kvarterer i vores fineste outfit(altså fineste hernede) Først skulle vi alle ind og hilse på bruden og brudgommen, som sad i en slidt sofa inde i et af husets største rum. Det er åbenbart kutyme at de fleste af gæsterne passerer her forbi for at gratulere og få taget billeder med det fint pyntede par(måske en anelse for pyntet for brudens vedkommende - i hvert fald efter vores normer)

Efter foto-tagning blev vi placeret uden for på små plasticstole blandt hundredvis af malinesere i deres stiveste puds (og i dette tilfælde var det virkelig deres fineste outfit). Så fik vi sat 2 store skåle foran os fyldt med rio gras (stegte ris med en smule kød) og så var det ellers bare; dig in! Selvfølgelig først efter at have vasket hænderne i den store plasticspand der gik ¨rundt på tur og selvfølgelig kun med højre hånd, MEGET vigtigt! (Det med højre hånd var umådelig svært for Birgitte som er venstrehåndet). Det smagte herligt, men uff det var varmt og derfor meget svært at spise med de bare næver, men det gik, lidt lettere var det med det vand og ingefær juice vi fik serveret bagefter i små poser; blot bid hul i posen og sug : )

Efter maden blev et område foran ”bandet” ryddet til en stor omgang fælles dans og endnu engang må jeg sige; mand hvor kan de malinesere danse, det varede ikke længe for vi også blev hevet med ind i den store rundkreds og så gik det ellers lystigt derudad, i utakt, til sveden drev ned ad os og vi måtte overgive os til stolene.



Balam og Birgitte betragter de dansende gæster



Der danses på livet løs

Rundt og rundt

Band med live sang :)

Allerede ved en 17-tiden var festlighederne ved at være slut og vi vendte derfor snuden hjemad. Jeg havde om morgenen forberedt en rugbrødsblandingsdej som stod klar til bagning, der var stor forventning til denne, så måtte virkelig kræse om dejen i ovnen der skulle vendes op til flere gange da vi har verdens mest ubrugelige gasovn. Men resultat blev formidabelt; ikke brændt med en herlig smag, så det var noget af en festmiddag med rugbrød, dansk salami fra det dyre libanesiske supermarked, æggemadder med tomat og til dessert intet mindre end en nutalla-mad på rugbrød - alle sad med lyksalige smil og fyldte maver efter.



På vejen til Siby

 

Ler-hytter er den fortrukne bopæl i de maliske landsbyer

Søndag bød efter en hurtig beslutning på en tur til byen Siby, 45 km fra Bamako hvor der skulle ligge et virkelig smukt vandfald. Turen til Siby gik glat med nogle flotte views undervejs, men derfra og til vores egentlige destination, vandfaldet ,var der små 16 km, ikke meget, men OMG det var verdens mest sindssyge vej, vores landcrusier kom virkelig på en mandomsprøve her, det samme gjorde Christian ved rattet, meget nervøs for de ultra skarpe sten og vores dæk. Efter en times! kørsel, et enkelt uheld med et nedfaldent reserver dæk og en sindssyg køretur i bushen kom vi endelig frem, noget der ikke var sket uden en af de lokale guider.  

Idyllisk

Men knap så idyllisk at forcere

Men det var helt klart køreturen værd, vandfaldet var virkelig et vandfald og så var det fantastisk smukt og endte i et lille naturligt bassin med fint rent vand, ligge til at hoppe i efter en svedig køretur, helt vindunderligt!

Vores første arbejdsfri og yderst formidable weekend blev afsluttet på bedste vis med en middag på en af Bamakos utallige restauranter i vores ”strandoutfit” og med badehår – Herlig weekend!

Endnu et billede fra turen ud til vandfaldet

Og et til :)

Uafhængig gennem 50 år

I baggrunden ses en af de utallige plakater der markerer
50-års dagen

I år, 2010 har Mali været et uafhængigt land i 50 år, helt præcist er onsdag den 22. oktober, men allerede i dagene op til har det været små og store arrangementer, som kulminerede med en stor koncert lørdag(18.9) aften.

Koncerten var sat til at starte kl. 20, så vi drog tidligt af sted over til Christian, en anden dansker der bor tæt på os(arbejder for Verdenbanken). Planen med at bestille pizza røg hurtigt i vasken, da de grundede de mange afspærringer i byen ikke bragte ud, i stedet klemte vi os ind i Christians lille bil og kørte derhen - når pizza ikke kan komme til dig, må du komme til den :) Her mødtes vi med Cæcilie, endnu en dansker hernede som arbejder for MSF og vi var snart ved at være lidt af et stort dansker crew og så Eloi :)

Koncerten var i gåafstand, så vi slenterede derhen, lettere forsinkede, her mødtes vi med Cæcilies ven og kollega som i aftens anledning havde fået job som samarit, heldigt for os da han kunne skaffe os ind på VIP-området lige foran scenen, whoaw!! Det var en helt igennem fantastisk oplevelse at stå der lige foran en kæmpe scene og virkelig føle sig VIP, VIP, men på samme tid havde man det ikke så lidt dårligt med, at være inde på det meget underbefolkede vip-område som toubabou når der stod 120.000 malinesere på den anden side af hegnet utallige meter fra scenen - det var jo om noget andet deres dag. Men vi nød dog vores mulighed alligevel.
Da det jo er Afrika, eller som de lokale blot siger T.I.A(This is Africa) var koncerten selvfølgelig overhoved ikke startet, så vi slog tiden ihjel på VIP området imens, blandet andet gav Christian, Eloi og Marie et lille interview til en international(afrikansk) tv-kanal!!
Det havde ikke regnet hele dagen, men desværre sbrød et voldsomt uvejr ud, mens vi stod der og ventede så vi krøb i ly på Center Culturel Francais(CCF), som i koncertens anledning var blevet oprettet som backstage cafe og chill sted (CCF ejes faktisk af den danske musiker Moussa Diallos søster og hendes mand, bare lige for en sjov lille bemærkning om hvor lille verden er). Her sad vi et par timer før koncerten var klar til at gå i gang. Malierne udenfor var gennemvåde, men det gik ikke deres høje humør på, der var en værre skubben og massen derfra, da først musikken gik i gang. Men whoaw de forstår at fester, hele tiden var de på; dansede, sang, jublede og svarede skrålende på konferenciens: Le cinquantenaire c’est pour qui?  - C’est pour nous!! (50 års jubilæet er for hvem ? – Det er for os !)

Da den store maliske musiker Salif Keita gik på, gik det for alvor vildt for sig, de forguder ham hernede og det var fantastisk at se! Selvom hele aften og natten var fuldt ud fantastisk(trods regn) måtte vi dog give op da klokken var 4, vi kunne ikke måle os med malierne, vi var gennemvåde og måtte derfor til stor fortrydelse gå inden Amadou et Mariam og Toumani Diabete havde spillet.

Det var virkelig de helt, helt store navne der var med den aften og det var en FAB oplevelse som vi stadig lever højt på, især når alle vores afrikanske bekendte kommer og gratulerer Christian med hans TV optræden :)

BILLEDER FRA KONCERTEN FØLGER SENERE! : D

Om onsdagen, på selve uafhængighedsdagen, var der så stor militær parade hvor hele det maliske militær blev vist frem, desværre var der mødt så mange mennesker op, at vi intet kunne se, så da vi havde set det eneste vi kunne se, nemlig jet-fly opvisning(hvilket faktisk var ret så imponerende) kørte vi ind til en cafe i centrum og så det hele på tv, hehe. Det var nu meget underholdende, at se den ene kamp trop efter den anden i geled, særligt fint at se var ”kamel”-tropperne (soldater klædt i Sahara-klædedragt ridende på ”travende”(er det det de gør) kameler) og motorcykel opvisning med motorcykel-jumps gennem en ildring, som de ikke rigtigt kunne finde ud af hvornår skulle på banen og som efter kort tid ikke var så meget ildring mere, da al ilden på mystisk vis faldt af hele tiden:)

Mange mennesker var mødt op den 22. så alle
mulige og umulige "sidde"pladser blev anvendt 

Eller stå-pladser

Jet-fly opvisning var cool, desværre har jeg fået taget
alle billeder med en forkert indstilling, så de er lettere blå

Flere fly

Det var planlagt, at der skulle være fyrværkeri om aftenen, lige omkring midnat, men det eneste vi så var 3 små sølle raketter omkring 22.30, men åh hvad, T.I.A, kan jeg kun sige!

Ikke en fest uden lidt street-food

.... og en masse børn

Visuel guide til hjul-skift på en toyota-landcruiser :)

Vores dejlige bil er udsat for en del bumpen rundt, især når vi tager lidt væk fra ”storbyen”, derfor punkterede vi desværre på vejen hjem fra Sélingué. Men med de super bil-ansvarlige vi har, var det ikke noget der skulle stoppe os!

Først løsnes hjulet:

Her er det en god ide, som Eloi gør at skifte til noget andet end hvid skjorte:

Og så ind med donkraften:

 

Det er altid en god ide at få hjælp og opbakning fra kæresten:

Teamwork er heller ikke af vejen:

Og vupti, så kom det lille hjul af:

Og så er det på med det nye dæk, hvilket desværre ikke er dokumenteret så visuelt :)

Malis flotteste CSREF - men hvad med servicen?

Onsdag(15.09.10) drog vi afsted tidligt om morgenen mod Sélingué, en lille by to timers kørsel uden for Bamako. Her er to danske FSV-piger i gang med en større dataindsamling for Børnefonden hvor de laver en række interviews i en meget lille landsby samt dens nærliggende CSCOM og CSREF(se forklaring nederst). Da vi også skal arbejde en del med CSREF’enog CSCOM’erne var vi lige ud på en lille ekspeditionstur.

Line og Marie fortæller



Toyotaen er godt pakket

Vi var meget benovede over den virkelig flotte CSREF og dens venlige overhoved. Vi fik en grand tour i de flotte omgivelser, der var dog ikke mange patienter at se og udover elektricitet, manglede der også en del speciallæger. Generelt er der, i Mali, stor mangel på læger, især speciallæger, i de rurale områder, da de alle sammen ønsker at arbejde inde i byen. - Men flot var der:

Efterfølgende fik vi en lille tur til den landsby hvor Marie og Line primært laver interviews, inden da skulle vi dog have købt kolanødder som en gave til "landsbyhøvdingen" for at vise ham ære desuden skulle pigerne os lige have syet en traditionel nederdel, så ingen blev forvirrede omkring vores køn:)

Kolanødder

Så kan man tydeligt se vi er piger, ik?

Der var virkelig smukt i den lille landsby helt nede ved floden, men ligesom med floden(der er fyldt med diverse parasitter mv.) dækker det idylliske ydre over utallige problemer med malaria, fejlernæring og diarre, især hos de små børn under 5:

Arbejdsdagen blev afsluttet med en uformel snak omkring det at lave studier og hvilke erfaringer de havde gjort sig med det i Mali - gode som dårlige, over en enkelt gin og tonic og dernæst mad:

Balam begyndte under aftensmaden(som ikke var noget særligt at skrive hjem om og som vi ventede på i over 1 time!) at føle sig enormt dårlig tilpas og var bange for at han havde fået malaria. Heldigvis boede Line og Marie sammen med en malisk lægestuderende(og Balams ven), der var ved at skrive speciale på den lokale CSCOM og som var i besiddelse af en række malaria-selv-tests. Så mens vi fik en lille rundtur i Line og Maries hyggelige hus og hilste på deres hane Ingolf, testede lægen Balam lige sig selv for malaria, hvilket desværre resulterede i en positiv test, så os huhej af sted til CSREF’en med syge Balam. Men om ikke de ikke ville hjælpe os der på CSREF’en!!! De lå blot henslængt og så tv og mente, at han da kunnet have fået medicinen af den læge der nu engang måtte have testet ham, alle blev ikke så lidt forargede, men selvom Eloi argumenterede godt for sin sag, måtte vi gå fra den flotteste CSREF vi endnu har set, i vrede og køre ned på apoteket hvor vi heldigvis kunne købe medicin til selvbehandling.

Balams ven da vi mødte ham på
CSCOM'en - også her med en malaria test

Grundet denne lille episode kom vi lettere sent hjem til den søde fru Fanta(www.yaalacampement.com) hvor vi havde indlogeret os i 3 små idylliske hytter, det tog hun dog - som alt andet - med et smil, Balam havde det nogenlunde, situationen taget i betragtning, så det hele endte godt alligevel og Marie og jeg faldt den nat i søvn til lyden af afrikanske trommer i det fjerne.

Morgenmad hos søde fru Fanta

Lille forklaringsnote: Under hver regions hospital hører en CSREF, faciliteter er sundhedscentre med i nogle tilfælde helt avancerede anlæg, der ligeledes henviser til hospitalerne. Deres rolle er at fungere som bindeled mellem CSCOM’erne og sygehusene. Under hver CSREF bhører der således et par CSCOM’er som er en form for et mindre lægehus.

Struktureret kø kultur….. eller?

Vi modtager regninger for el og vand der skal betales en gang i måneden. De 2  seneste regninger har vi udsat en del, fordi hver gang vi har været på kontoret har køen været absurd lang, eller der har været lukket. Men nu var fristen ved at udløbe så Birgitte og jeg tog os sammen en tirsdag morgen og smuttede derned på scooteren. Men ak, køen var endnu længere end tidligere, men vi måtte jo til det.
Vi blev positivt overraskede over den disciplinerede køkultur, men undervejs opdagede vi et par huller i denne perfekte ordning og fik os en god griner.
Først stod man op i kø, så avancerede man til at sidde ned på bænk 1, dernæst krøb man sæde for sæde sig op ad bænk 1 til bænk 2, 3, 4, 5, dernæst ind i det næste rum til bænk 6, 7, 8, 9, 10 og til sidst bænk 11 og så endelig køen foran kasse 2,3,1 og ja de kom i den rækkefølge:


Forsøg på at illustrere situation:) Først bænk 1 og så videre,
helt op til kasserne.
Pilene illustrer den retning vi rykkede i, eller burde rykke i :)

Det hele gled glat og folk var meget opmærksomme på alle andre; om de nu rykkede som de skulle. Rykkede man ikke lige den ene balle der lige var blevet fri, hurtigt nok fik man et nik fra alle andre og et enkelt prik på skulderen, ingen undgik de kyndige øjne og der var således ikke mulighed for at springe køen over, prøvede man(som nogen gjorde) fik man hele rummet på nakken, medmindre man var gammel, så var det åbenbart en selvfølge at man gik direkte til kassen. Dog skred rutinen et øjeblik da der var en hel bænk der rykkede i den forkerte retning og så var der kaos et øjeblik. Det kunne de åbenbart ikke håndtere ej heller løse før et kløgtig hoved lige fik sat struktur på det hel igen ved, med hård hånd, at dirigere tropperne. Så ud over en enkelt virkelig ophedet diskussion med gevaldige store armbevægelser da der kom en lille uoverensstemmelse om hvem der nu var kommet først, gik det nogenlunde glat.
Det hele endte med at tage en 2 timers tid, så næste gang udstyrer vi os nok med en god bog eller to, selvom det nu var sjovt nok blot at sidde og observere hele el-regning-systemets uskrevne regler.

Besøg fra Ghana, Eid ul-Fitr og mangel på gas

I de sidste par dage har vi haft besøg af Simon og Kirsten, der ligeledes er udsendt med IMCC Uland, blot på et projekt i det nordlige Ghana. De har holdt ferie og tilbringer de sidste dage her i Bamako, så vi viste dem rundt og bød på lækker pizza i den italienske himmel Da Guido:

En lille bid af Italien

Torsdag sluttede ramadanen, så der var stor Eid ul-Fitr fest i hele Bamako. Vi startede med at tage ud til Balams(fastansat APS’er) familie hvor vi fik serveret en lækker frokost, alle var fine i tøjet, der kom musikere på besøg i den lille gård, børnene rendte rundt og ”raslede” for penge og/eller slik – helt som fastelavn. På vej ind til byen om aftenen var der sort af mennesker på gaden i festligt humør, og det her var ikke engang den helt store fest som først ligger i november, 70 dage efter ramadanen – Eid ul-Adha, der markerer afslutningen på pilgrimsrejserne til Mekka, så det bliver spændende at opleve hvorledes det går for sig.

Musikere på besøg

 

Eloi lytter til musikken

 

Ramadan hygge :)

Fredag tog vi så afsked med Simon og Kirsten, men dog med lovning om snarligt gensyn, da vi planlægger at besøge dem allerede i starten af oktober for at tage lidt ved lære af deres rutiner i Ghana da det projekt har kørt i over 10 år. Senere kørte Christian og jeg ud for at købe gas, men måtte desværre vende om tomhændede uden gas som vi nu har manglet den sidste 1½-uges tid. Folk har simpelt hen hamstret gas grundet de mange mad-forberedelser til ramadanfesten, men det er vel forståeligt nok efter sådan et par 30 hårde dage:) – Men så måtte man jo klare det på anden vis:

Marie observerer, mens vi får hjælp til at grille lidt frokost

Hyggeligt, men det var nu skønt at få gas igen lørdag morgen!