Magiske Marokko part 5/6: Laid-backness i Essaouira

Næstsidste stop på vores Marokko-tour var Atlanterhavsbyen, Essaouira. Her havde ”rejsefirmaet” sørget for, at finde noget bolig til os, så selvfølgelig var vi lidt betænkelige ift. standarden osv. Men, men, men alle bange forudanelser blev gjort mådeligt til skamme da vi blev installeret i en overdådig lejlighed med både stort køkken, stue og hems – whoaw! Helt klart et sted der kan anbefales at leje hvis man en dag skulle komme forbi Essaouira.

Vores stue

Vores køkken

I Essaouira gik det meste af tiden med, en masse people watching, shopping, lange gåture langs vandet, lækker mad, en masse vandpibe og ikke mindst et længe ventet besøg i Hammam, (valget faldt på: Lalla Mira). Ahh det var ren forkælelse, ikke mindst maden bagefter. 

Vi tjekker Lalla Miras priser ud

Spice-shop

Mynthe

I Essaouira mødte vi for første gang også en stor mængde kunstnere, backpackere og moderne hippier som havde tilbragt måneder her, forståelig nok da man ikke kunne undgå at blive lidt forelsket i den smukke by, dens ro og laid-backness. (Selvom det nu ikke er min største force).

 En af de dejlige ting ved både Mali såvel som Marroko er folks åbenhed og deres tilgang til andre mennesker, her er ikke noget med, at være eksklusiv og fordomsfuld og et bussæde med kun en passager er vist en sjældenhed her. For hvorfor sætte sig alene, når man kan sidde og snakke med sine medpassagerer? Af samme årsag fik vi også hurtigt en masse nye venner der i Essaouira, der alle sammen inviterede på vandpibe, the og fortællinger om byens fortid:                     

Uhm, reje-tajine

Essaouira, har siden det 16. århundrede også været kendt under sit portugisiske navn Mogador, eller sit Berber navn Tassort, hvilket betyder væggen og henviser til den fæstningsvæg der går hele vejen rundt om den oprindelige by.  Byen er desuden et UNESCO-site og et enestående eksempel på en befæstet by bygget i henhold til principperne for moderne europæisk militær arkitektur i en nordafrikansk setting. Essaouira har siden sin grundlæggelse været en stor international havneby mellem Marokko og resten af verdenen, især Europa. Og som de lokale selv siger, så er det især den afslappede attitude, den kunstneriske atmosfære, den forfriskende havbrise og de postkort-skønne omgivelser der gør Essaouira til en sikker favorit for rejsende. 

Og vi kan kun give dem helt ret, Essaouira er virkelig den slags sted hvor du virkelig kan synke helt ned og slappe nok af til, at slippe din til tider ”bevogtede” attitude og bare nyde atmosfæren.

Snail-mail til Danmark

Magiske Marokko part 4/6: 1001 nat i ørkenen

Efter en dejlig morgen fødselsdag i bjergene med fine gaver fra pigerne, mine forældre og ikke mindst fra min søster (et flot tilskud til dykkerferie med selv samme person) gik turen mod ørkenen og kamelerne.

I byen Merzouga blev vores tasker indkvarteret på hotel Ali El Cojo hvorfra vi – nu uden bagage - påbegyndte et eventyrligt 3 timers ridt, på kamelryg gennem de smukke gyldne sand dunes. Midt der i intetheden følte vi os virkelig som i en film, en blanding af Sex and the City 2 og Aladdin – Kunne man forestille sig noget bedre?

Morgenen efter red vi tilbage til vores hotel, hvorfra turen gik videre til Aït Benhaddou. Aït Benhaddou er en gammel befæstnings by, eller en såkaldt Ksar(arabisk ord der beskriver en berber landsby med sammenbyggede huse), der lå på den tidligere karavane rute mellem Sahara og det der i dag er Marrakesh.

Aït Benhaddou

Aït Benhaddou ligger lige ved Ounila floden og har nogle smukke eksemplarer af de såkaldte Kasbahs(arabisk for fæstning, referer til det sted hvor den lokale leder af en by ofte boede når byen var under angreb), som lider mere og mere skade ved hvert regnfald. De fleste af byens beboere lever i dag i en mere moderne by på den anden side af floden, men dog bor der stadig inden for murerne 10 familier. Aït Benhaddou har været et UNESCO site siden 1987 og et utal af film er blevet indspillet her, blandt andet, The Mummy, Gladiator og Alexander. Det var interessant site, men dog en af de ting vi kunne have undværet i vores stramme programmet, men da der var behov for at stop mellem ørkenen og vores næste destination Essaouira passede det godt ind med lidt kultur :)

Souvenirs :)

Dagen efter Aït Benhaddou gik turen således mod byen Essaouria og Atlanterhavet

En begivenhedsrig uge

Og lidt til...

Torsdag, var det som altid Joyeux Jeudi og da det nu var første gang alle var samlet siden jeg kom hjem fra Marokko gav jeg fødselsdags-is til hele banden på Nice Cream (som dog faktisk nu blot hedder Ice Cream pga. af noget navnepatent noget, men for os vil det altid være Nice Cream) så denne Joyeux Jeudi blev altså en kombi med fødselsdag og lækker italiensk is

Lørdag havde vi fuld gang i forberedelserne til de to nye IMCC kooperanter, Morten og Katjas ankomst, midnat selv samme dag. Derfor holdt vi møde, gjorde rent, købte ind og Birgitte og Christian rykkede deres ting ud af lejligheden og over til vores nabo Malene der har været så sød, at låne et værelse ud til dem inden de rejser hjem den 6. juli. Lidt trist, at se deres tomme værelse og vide, at det bare betyder, at de snart tager af sted, suk. Men det betyder selvfølgelig også en ny start og et frisk pust, eftersom Morten og Katja kommer med nye ideer, friske øjne og masser af gåpåmod herned. Som jeg har forklaret før, så har vi et rotationssystem hvor man efter, at man er blevet udtaget til IMCC Uland tilbringer et år hjemme i Danmark med, at gå til møder og ikke mindst få en masse undervisning så man er godt rustet til at tilbringe et år i et Uland. Efter et års ophold i enten Mali, Ghana eller Bolivia, vender man så hjemad igen, derhjemme skal man så være med til, at undervise og udtage nye kooperanter og sådan fortsætter det. Efter en lækker fællesmiddag hentede vi så Morten og Katja i lufthavnen, de havde været ude på en lang rejse med jeg ved ikke hvor mange timers i transit i Barcelona og så med stakkels Morten på krykker (følger af sprunget akilesene). Men de var i godt humør og det var skønt at se dem igen og krykkerne havde vist hjulpet en del med at speede lufthavnsprocesserne op, bl.a. var de ude som nogle af de først i Bamako lufthavn, da de fik speciel treatment og blev dirigeret uden om køen til paskontrollen :)

Søndag sov vi længe, spiste morgenmad sammen og kørte på sightseeing rundt i Bamako.

Eloi og Balam

Fra mandag til torsdag introducerede vi så Morten og Katja til kontoret, vores kollegaer Balam og Eloi, APS's bestyrelse og ikke mindst gav dem et lille indblik i det daglige arbejde her i Mali. Noget vi skal bruge de næste 3 måneder til, inden de 2 kommer til, at stå alene hernede når Marie og jeg tager hjem. Nu er startfasen af dette projekt nemlig slut, alle de administrative processer er opbygget og det er vurderet at 4 fuldtidsansatte på projektet i fremtiden er nok.

Hele teamet er samlet på Point G

Mandagen var særlig speciel, ikke blot var det første arbejdsdag for Morten og Katja, det var også dagen hvor vi havde planlagt, at besøge Sylvestre fra APS’ bestyrelse, der sidder i fængsel. Her sidder han fordi han, som præsident for de studerende på medicinstudiet, ikke var i stand til at stoppe et slagsmål mellem nogle studerende. Et slagsmål han på ingen måde dog selv var indblandet i. Meget besøg blev de dog ikke for de hvide toubabou'ers vedkommende da de lokale fængselsvagter nægtede os adgang og begyndte at kræve penge for at vi kunne komme ind og besøge den ”kriminelle”, hvilket de naturligvis ikke fik held med, men nok så frustrerende var det! APS gutterne fik dog lov, at komme ind og ifølge dem så holder Sylvestre hovedet højt med sang og dans.

Den danske ambassadør Tine holder tale

Mange fine mennesker i Tines fine have

Fredag var alle godt møre så der stod den på ren afslapning med brunch, pool og ikke mindst fest hos ambassadøren, lidt højt på strå føler man sig altså når man sådan mænger sig med samtlige ambassadører og ministre i Mali.

Christian og jeg

Ambassadør Tine og alle de unge danskere

Sjovere var det nu, at være på workshop med hele bestyrelsen den følgende lørdag og søndag i byen Siby, lige uden for Bamako. Workshoppen havde temaet samarbejde og kulturforskelle og hvis ikke vi lærte en masse af de foredrag der blev holdt så kom vi i hvert fald en del tættere på hinanden, rent socialt da der også var afsat masser af tid til socialt samvær og ikke mindst badning i det dejlige vandfald.

Katja og Morten fortæller

Der hygges mellem undervisningen

Katja og Eloi

Tænk hvor meget der kan ske på blot en uge….

Magiske Marokko part 3/6: Smuk, men skør trekking

Efter 3 herlige dage i Fes kørte vi endnu engang i mange timer gennem smukke landskaber, denne gang til byen Imilchil, en lille by i Atlas Bjergene hvorfra vores trekking eventyr skulle starte.

Vi havde hjemmefra læst om den smukke dal Aït Bougomez og havde specifik bedt om, at komme ud og trekke der. Imilchil skulle derfor blot bare være vores udgangspunkt og det var vi glade for, for selvom der var dejligt i Imilchil med ren frisk luft og store vulkanske bjerge i udkanten, så var det altså et lidt ensformigt område for et 3-dages trekking eventyr.

Om aftenen, mødtes vi med vores trekking-guide for, at få de sidste detaljer på plads og herfra var det lige som om tingene bare gik sådan lidt ned, ad bakke for os. For det første så forstod vores ”engelsktalende” guide ikke rigtig engelsk og for det andet sagde han, at Aït Bougomez, der kunne vi altså ikke trekke for det lå mindst 12 timer væk i bil og han havde aldrig hørt noget om, at det var det vi ønskede!?

Så efter en del ringen frem og tilbage med ejeren af det firma der havde arrangeret vores tur fandt vi frem til en løsning som vi syntes virkede som et godt alternativ. Nemlig, at der dagen efter tidlig morgen ville komme en firehjulstrækker og hente os og køre os til Aït Bougomez, der nu kunne nås på 6 max 7 timer, hmm? Men efter et krydsforhør af vores guide mente vi, at det hele nok skulle gå.

Atlas bjergene

Den ”engelsk” talende guide kunne dog ikke tage med os så vi fik en lokal kendt ”nomade” som han kaldte sig selv, med. Han kunne ikke meget fransk, men vi tænkte, det går nok? Og gik det så? Hmm…. For det første så endte de 6-7 timers køretur med at blive til over 10 skramlede timer i bjergenes støv med en fyr der ikke blot ikke forstod et ord fransk, men som ej heller prøvede at forstå og oveni det så syntes han selv han var åh så vittig og fantastisk. Men vi var jo på ferie og vi var jo sammen og vi prøvede derfor, at få det meste ud af tiden og fik egentlig cheeret hinanden godt op. Især havde vi mange grinture over vores ”nomade” og det gjorde selvfølgelig heller ikke turen dårligere, at der var utrolig smukt omkring os.

Efter, at have plaget om, at komme lidt ud og gå, fik vi ”lov”, at gå de sidste kilometer inden vores ly for natten, et såkaldt gîte house. Ejeren her var smadder flink og så talte han flydende fransk, aldrig har jeg været så glad for det franske, men, denne glæde var kun kortvarig for han kunne jo så informere os om, at Aït Bougomez stadig lå en 3 timers kørsel væk. Så er det jo her, man kan begynde, at spørge sig selv om vi ikke burde have set det komme fra starten af, men altså når man virkelig ønsker noget, så har man det også med, at slække lidt på det kritiske øje.

25 års fødselsdag

En god ting var dog, at han viste os nogle smukke billeder fra den dal der lå ikke langt fra vores ly og her kunne man sagtens trekke en hel dag. Derfor besluttede vi os for, at det måtte være det vi måtte gør og vi gik derfor i seng med lidt mere ro i sindet. Tidlig klokken 7 næste dag var vi så oppe og ikke meget senere afsted. Og han havde ret, ham ejeren, der var virkelig smukt i den dal. Så til trods for, at vi endte med at ”nomaden” hang os langt ud af halsen, så havde vi en skøn 10 timers trekking dag hvor vi virkelig fik catchet op på de sidste måneder, drømt om de kommende og nydt bjergene og al den smukke natur. Det gjorde derfor ikke så meget, at vi dagen efter, på min fødselsdag, måtte smadder tidlig op og køre endnu engang de 10 timer tilbage til Imilchil. Så det var altså hvad jeg lavede på min 25-års fødselsdag, kørte i støvet i en firhjulstrækker i ti timer i Atlas Bjergene. Men med det jeg allerede havde oplevet og det der lå foran mig, gjorde det dog til en dejlig 25-års ikke mindst fordi pigerne havde gaver med hjemmefra og fordi vi endte med at ”lege”, at dagen blev rykket til den 9. som derfor startede med endnu flere gaver, sang og balloner. Inden vi drog mod kamelerne og de ”rigtige” nomader i ørkenen.