No stress

Tirsdag var Birgitte og Christian på den igen med arbejdet, Marie og jeg starter dog først onsdag, så vi tilbragte det meste af dagen i lejligheden med ligeså stille at komme helt på plads, slappe af, se lidt Californication(tak Nicolai:)) og drikke en masse kaffe, lige i den afrikanske stil som er meget no stress-agtigt. 

Dog var vi aktive nok til senere at tage et smut med vores 2 cykler hen til det nærmeste lokale marked. Vi bor som sagt lidt uden for centrum så vi, toubabou’s(hvide) vakte lidt opsyn, det blev i hvert fald til en masse bonjour’s og ca va’s. Det lille smut blev dog hurtigt til en længere tur da vi kom af sted den forkerte vej hjemad og så med en punkteret cykel. Men hjem fandt vi dog, her var det dog lige ved at gå galt da en af salatdrengene (rundt om det kompleks hvor vores lejlighed ligger, er en lang række salatmarker som skal vandes dagen lang – på trods af, at det er regntid – her arbejder nogle smilende unge fyre som bliver meget glade hver gang man vinker og kommer med et ca va. Vi ved ikke hvad de hedder alle sammen og har derfor døbt dem salatdrengene)… var så sød at ville åbne porten for os, det fattede jeg dog ikke og var derfor ved at få den lige i smasken, men det er åbenbart kutyme at de assisterer vagterne Mussa og Sadiou med åbning og lukning af porten, så ved jeg det til en anden gang.

Efter et tiltrængt bad ovenpå den svedige cykeltur besluttede Christian, Birgitte og jeg os får at smutte ned på Club Bla Bla, selvom det ikke er langt væk tog vi landcruiseren da regntiden viste sig fra sin bedste side:

Selvom det måske er meget svært at se,
så styrter det altså ned, helt vildt!

Der var lettere tomt på Bla Bla, men alligevel tog det 100 år får maden kom, men igen sådan er Afrika – no stress – Det dog den lange ventetid værd, at få en bid mad, selvom jeg blev lidt overmodig med chili’en.

Birgitte og Christian på Bla Bla

I går startede vi så på arbejdet(mere om hvad det helt præcist indebærer i en senere blog:) ), hvilket den dag stod på et lille møde på universitetet med de 2 fastansatte APS’ere, de præsenterede deres organisation, vi kiggede på plantegninger til det hus vi skal have bygget ude i det landdistrikt som er vores primære fokusområde og fremtidige bopæl, der mangler dog lige et sted at bo og et kontor, men det burde være klar til indflytning engang i slutningen af januar, indtil da foregår arbejdet fra hovedstaden Bamako. Det blev plantegning nr. 1 der vandt afstemningen:

Plantegning 1 over huset til venstre og
over kontoret til højre

Første arbejdsdag

Efter plantegning-afstemning, blev vi vist rundt i området omkring det sundhedsvidenskablige fakultet – Point G – hvorfra der er en fantastisk udsigt og en masse ligeså fantastisk søde børn:

Christian og 2 søde, men generte børn

Christian og flere børn

View over Bamako

Mere view og får

Christian, Eloi, Balam og Marie

Birgitte og flere børn

Dernæst skulle vi mødes med en advokat/ejendomsmægler der har ansvaret for det kompleks hvor vi har kigget på kontor. Et kontor vi og APS’erne skal anvende frem til februar, derefter er det meningen at det skal fungere som et kontor hvor alle APS medlemmer har mulighed for at komme og printe, sende post osv. (ligesom det lokale IMCC kontor hjemme i København) Derfor er det vigtigt at det ligger tæt på universitetsområdet på Point G. Komplekset var næsten færdigbygget og da vi er de første til, at leje havde vi frit valg blandt de mange kontorer, vi valgte selvfølgelig det med den bedste udsigt og glæder os til at vi snart kan flytte ind. Det var meget uformelt sådan, at købe kæmpe kontorfaciliteter og det føltes ikke så lidt gangster-agtigt da vi midt på parkeringspladsen foran komplekset slog hånd med den tykke advokat der smilede over hele hovedet og gav high fives til hinanden inden vi skiltes, APS’erne på deres motos(knallerter) og os i landcruiseren. Der var som sædvanlig sindssyg kø gennem byen ud til lejligheden så jeg nåede en lille tiltrængt morfar undervejs bagi, men lur mig om ikke også Christian gjorde det, han skjulte det bare godt bag solbrillerne, mens de to andre tøser chattede foran.

Det var dog godt med den lille lur, for hjemme stod den på introduktion til kassererarbejdet, en post Christian og jeg deler mellem os og som inkluderer jeg ved ikke hvor mange boner, pengesedler og regnearks.