søndag den 12. september 2010

Besøg fra Ghana, Eid ul-Fitr og mangel på gas


I de sidste par dage har vi haft besøg af Simon og Kirsten, der ligeledes er udsendt med IMCC Uland, blot på et projekt i det nordlige Ghana. De har holdt ferie og tilbringer de sidste dage her i Bamako, så vi viste dem rundt og bød på lækker pizza i den italienske himmel Da Guido:
En lille bid af Italien
Torsdag sluttede ramadanen, så der var stor Eid ul-Fitr fest i hele Bamako. Vi startede med at tage ud til Balams(fastansat APS’er) familie hvor vi fik serveret en lækker frokost, alle var fine i tøjet, der kom musikere på besøg i den lille gård, børnene rendte rundt og ”raslede” for penge og/eller slik – helt som fastelavn. På vej ind til byen om aftenen var der sort af mennesker på gaden i festligt humør, og det her var ikke engang den helt store fest som først ligger i november, 70 dage efter ramadanen – Eid ul-Adha, der markerer afslutningen på pilgrimsrejserne til Mekka, så det bliver spændende at opleve hvorledes det går for sig.

Musikere på besøg
 
Eloi lytter til musikken
 

Ramadan hygge :)
Fredag tog vi så afsked med Simon og Kirsten, men dog med lovning om snarligt gensyn, da vi planlægger at besøge dem allerede i starten af oktober for at tage lidt ved lære af deres rutiner i Ghana da det projekt har kørt i over 10 år. Senere kørte Christian og jeg ud for at købe gas, men måtte desværre vende om tomhændede uden gas som vi nu har manglet den sidste 1½-uges tid. Folk har simpelt hen hamstret gas grundet de mange mad-forberedelser til ramadanfesten, men det er vel forståeligt nok efter sådan et par 30 hårde dage:) – Men så måtte man jo klare det på anden vis:
Marie observerer, mens vi får hjælp til at grille lidt frokost
Hyggeligt, men det var nu skønt at få gas igen lørdag morgen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar